Da Morten Hesseldahl udgav “Drager over Kabul” havde han allerede mange år bag sig i forlagsbranchen. Det er altså en mand med en viden og et forhold til den nyeste danske litteratur, der i den forbindelse siger følgende som sine samtidige forfattere: “… i Danmark var de skønlitterære forfattere op gennem 1980'erne meget optagede af det æstetiske, af sproget og den indre afsøgning i en fragmentarisk verden. (…) I Danmark ønskede mange skønlitterære forfattere at demonstrere sandheden i deres antagelse om, at verden ikke hænger sammen. Det projekt kan spændingsromanen af indlysende grunde ikke forpligte sig på. Den skal hænge sammen, gå op til sidst og engagere. Så i Danmark kan spændingsromanen i nogen grad komme ind og efterkomme en efterspørgsel hos læserne. I den forstand har den hele tiden været, om ikke den store danske samtidsroman, så dog nogle bud på, hvordan verden ser ud”, (Anders Raahauge: “Spændinger i verden”. Interview i Jyllands-Posten, 2007-09-22). Det er svært ikke at læse denne udtalelse i forlængelse af kritikken af Forfatterskolen, og hvad der op igennem 1990’erne blev kaldt den blodfattige litteratur.
Morten Hesseldahls forfatterskab kan dermed indskrives i den genre af realisme, hvor handlingen og det polemiserende potentiale i romanerne betyder mere end det sproglige og genrebevidste. Her kan nævnes navne som Leif Davidsen, Jakob Ejersbo og Martin Østergaard-Nielsen.