I 2014 udgav Peter Højrup sin første roman ”Island”, der foregår i løbet af en flyvetur mellem København og Island. Den mandlige jeg-fortæller har i al hast købt en flybillet til Reykjavik, hvor hans kone og tre børn befinder sig, og romanen udspiller sig i flyveren og i hans tanker undervejs på den tre timer lange flyvetur.
Tankerækkerne følger flere spor, der flettes undervejs. Et spor omhandler den ægteskabelige krise, fortælleren er i. Hans kone har fået nok og er stukket af med ungerne. Nu vil han rejse op til atlanterhavsøen for at vise dem, at han holder af dem. Et andet spor omhandler dagene omkring uddelingen af Danske Banks Litteraturpris på Bogforum, hvortil fortælleren er indstillet sammen med to af de forfattere, han respekterer mindst: Willy Hoppe og Gull Mai Cedergreen. Et tredje spor omhandler fortællerens suicidale veninde Jennifer, der er kompromisløs forfatter og ulykkelig mor til et hjerneskadet barn.
Tilsammen giver de tre spor indtryk af en introvert og lidt sortseende kunstner, der helst holder verden på afstand: Han betragter hellere end at deltage.
51057287
Romanen er fortalt i lange, strømmende sætninger og brydes op af uensartet typografi, f.eks. er sætningen ”tænkte jeg” fremhævet på sin egen linje som for at understrege, at der tænkes. At romanen er en lang tankerække, erindringer, forestillinger og genindspilninger af oplevelser. Der er indlagt tekstpassager fra nogle af de romaner, der optræder i bogen, og generelt er der meget metasnak om litteratur, titler, forfattere og et forlorent branchemiljø. Fortælleren langer ud mod skabelonpræget litteratur – ”malebogsæstetik” (s. 52) som det kaldes – og romanen gør selv, hvad den kan for ikke at havne i den kategori. Den handler stort set ikke om noget, men gør det på en meget formbevidst måde. Samtidig er den på mange måder en helt almindelig fortælling om en mand i eksistentiel og kærlighedsrystet krise.
Litteraturen ser ud til at være det, der trak fortælleren op af dyndet efter en barndom med en voldsom og svigefuld far, men alligevel er mantraet gennem bogen, at litteraturen ikke kan redde os. Romanen domineres af dette sortsyn, som også kommer til udtryk som ganske sort humor.
Romanen var nomineret til Montanas Litteraturpris 2014.