Den første, åbenlyse forskel på Peter Højrups debutsamling og efterfølgeren “En hjelm af gyldne kviste” fra 2004 er at teksterne er blevet længere. Bogen bærer genrebetegnelsen “digte”, men ligesom tilfældet er med debuten, er det en digtform, der i lange fortællende afsnit nærmer sig en prosaisk sensibilitet. Teksterne kredser om oplevelser og erindringer, ude og hjemme. Et citat fra digtet “Små skridt” belyser meget godt, hvad der er på færde i bogen:
“I virkeligheden betyder det ikke så meget, hvad tingene ligner, det er mere en måde at lægge afstand på, alting ser mere tilforladeligt ud, når man vender kikkerten om” (s. 24).
Denne opmærksomhed på perspektiv og perspektivforskydning er fælles for alle teksterne. Man kan læse ovenstående som en minipoetik for digtsamlingen, da alle digtene på en eller anden måde undersøger rigtigheden af det citerede udsagn. Det gør Peter Højrup ved at beskrive et fænomen, for derefter at holde beskrivelsen ud for sig og vende og dreje den, se den fra oven og fra neden og så videre. På den måde får digtene ofte karakter af opdagelse af noget, man i første omgang ikke var opmærksom på. I undersøgelsen af fænomenernes forhold til hinanden – af deres relationer – afsløres tit noget nyt om fænomenerne selv:
25095081
“Den grønne skygge, der voksede frem under træet, ærgrede os, indtil vi opdagede, at den var dækkeserviet ved et besynderligt måltid for kæmper: set fra soveværelset var legehuset en kvart liter piske, træet optrådte som broccoli, og pilekrattet tog sig ud som en langstilket krydderurt” (s. 24).
Set i dette perspektiv fører den nye opdagelse af fænomenernes indbyrdes forhold til en erkendelse af, at det kan betale sig at dvæle ved perspektivet, fordi det kan fortælle noget om selve indholdet. At verden bliver rigere, hvis man koncentrerer sig om den.
En betingelse for, at denne erkendelse overhovedet kan etableres, er naturligvis, at iagttagelsen er præcis, og at den er original; at den får os til at se omgivelserne på en ny måde. Og det lykkes flere steder i “En hjelm af gyldne kviste” – man forundres over mange af digtenes evne til at ramme helt rigtigt.