Emilio Alvarez – Efterladte digte

Det er ikke lige til at blive klog på bogen “Emilio Alvarez – Efterladte digte”, der udkom i 2009. Værket giver sig ud for at være Peter Højrups oversættelse af en afdød galicisk digter. Meget tyder dog på, at det i virkeligheden er noget ganske andet. De efterladte digte bærer både et kort forord og et længere efterskrift. Forordet er forfattet af en Manuel Blanco den 2. maj 1974 (Peter Højrups fødselsdag) og det er et sælsomt et af slagsen: “Lad os sige, at mit navn er Manuel Blanco, en tilfældig vejfarende, der en tid har beboet dette sted. Lad os sige jeg har siddet ved husværtens bord, spist af hans tallerken og sovet i hans seng. Lad os sige, jeg har levet hans liv og tænkt hans tanker, og lad os sige, at jeg en tid var Emilio Alvarez” (s. 5).

Allerede her i forordet åbnes altså værkets første kinesiske æske og det første tegn på, at der er noget andet end en digtoversættelse bag, lægges ud til læseren.

Rækken af kinesiske æsker vokser i bogens efterskrift, hvor en litteraturkritiker ved navn Fernando Souza dybdegående og med en lang række fodnoter både beskæftiger sig med forskellige oversættelser og udgaver af Alvarez’ oeuvre, men også – og måske med endnu større fornøjelse – med sandhedsværdien af de forskellige anekdoter, der angiveligt verserer om Alvarez’ liv: Blev Alvarez udelukket fra det gode selskab af anarkistiske digtere i borgerkrigsårene på grund af utidig genidyrkende romantisme? Kunne Alvarez have forhindret den spanske borgerkrig, hvis han, som planlagt, havde kastet en spiritusflaske i ansigtet på general Franco, i stedet for at drikke indholdet og  falde bevidstløst ned fra den kran, han havde besteget for at udføre sin dåd?  Souza er dog enig i de vigtigste punkter i den overraskende omfattende Alvarez-kritiks biografiske forsøg. Det er ganske vist, mener Souza, at det portræt, som digtene selv tegner af Alvarez, stemmer overens med virkeligheden: Emilio Alvarez levede hele sit liv fra 1892 til 1952 i en lille galicisk landsby uden meget andet selskab end sin mor (der dog dør på side 64), sit æsel og en evindelig kæfert. Han bliver af landsbyens andre beboere kaldt Tosse-Emilio, og han passer sig selv og skriver sine digte, der alle tager udgangspunkt i hverdagsbetragtninger som denne: 

“På vejen til Allariz/
ser jeg de unge kvinder/
der står i floden/
og vasker tøj/
Jeg ser solen/
igennem den yngste/
og smukkeste kvindes/
lyse eller måske/
rødblonde hår//”
s. 78. 

Som læser af “Emilio Alvarez – Efterladte digte” og ikke mindst dens for- og efterord undgår man næppe at sidde tilbage med samme formodning som digteren Peter Laugesen, der i sin anmeldelse skrev: “måske er der slet ikke tale om en samling digte, men om en roman, hvis hovedperson er digteren Emilio Alvarez. Jeg er sikker på, at hans oversætter, Peter Højrup, ved alt om det”. (Peter Laugesen: “Hvem er Emilio Alvarez egentlig?”. Dagbladet Information. 2010-01-10.). 

Med denne bog tilføjer Højrup et element af leg til sit forfatterskab, og han har med en blanding af pastiche og fine fortællende digte måske i virkeligheden skrevet sin første roman.