Peter Højrups første tre bøger er i tone og form kendetegnet ved en lyrisk kortprosastil eller en prosaisk og fortællende lyrik. Emnerne er hverdagsbetragtninger over stort og småt, samtidig med at teksterne italesætter deres eget forsøg på at gribe verden og på at give tid og opmærksomhed til det gode og det forfærdelige, lammende kedsomhed, årstider, vrede, ensomhed, savn og venskaber.
Med “oversættelsen” af Emilio Alvarez’ digte har Højrup bevæget sig ind i en legende prosaform, der leder tankerne hen på den argentinske skælm Jorge Luis Borges.
I sin første roman, ”Island”, har Peter Højrup skrevet en fortælling om en mand i midtlivskrise med de kriser det medfører i forhold til identitet, parforhold, faglig stolthed, faderrolle etc. Det har han gjort i en romanform, der hele tiden forandrer sig og skiftevis flyder i korte, lange, abrupte og associative forløb. Der er både inderlig patos og kålhøgen kækhed i den lige så fortabte som insisterende fortælling.