Mit venskab med Jesus Kristus

Citat
“… DETMINSØSTER DETMINSØSTER DETMINSØSTER.”
Da jeg holder op med at skrige, er hvert Ekstra Blad flået i stykker. Den lille tyrkiske mand holder om mig, mens han siger: “Så så, min ven.”
Han stryger mig over håret og tager den sidste stump avis ud af hånden på mig. Hun er død. Koldsveden hagler ned ad mig, og hele min krop ryster.
“Har du nogen, der kan hjælpe dig?”
Nej, det har jeg ikke længere.”
Lars Husum: “Mit venskab med Jesus Kristus”, side 85.

I Lars Husums debut “Mit venskab med Jesus Kristus” fra 2008 sættes handlingen i gang af, at Nikolajs mor og far dør i et trafikuheld. Nikolaj er tretten og vokser op med en elsket storesøster, der påtager sig forældrenes rolle i hans liv. Han lider af en udiagnosticeret panikangst, som gør ham voldelig og bizar. I første kapitel sidder han i klasselokalet og river den af til synet af kanten af klassekammeraten Miriams trusser. Hun opdager det og stikker ham en. Læreren opdager det, og Nikolaj, som er stærk af sin alder, smadrer ham et par på kassen og render hjem og snitter sig i håndleddene. Siden smadrer han nogle flere – en tiårig dreng og sin kæreste blandt andre, og eksperimenterer med lidt mere selvskadende adfærd.

Årene går. Han slider sin søster op. Hun lykkes med det, han ikke kan – at begå selvmord. Nikolaj er nu i begyndelsen af tyverne. Han er alene, han forsumper i en treværelses i Hellerup. Men så møder han Jesus, som siger til ham, at han skal tage sig sammen og flytte til Tarm. Det er her, Nikolajs mor kommer fra. Hun var en berømt popsanger og efterlod Nikolaj og hans søster en masse penge. Søsteren investerede pengene i ejendomme på et tidspunkt, hvor priserne var i bund, så økonomien er ikke et problem. Nikolaj er rig. Han køber et parcelhus på Poppelvej og tager af sted, og fortællingen går fra overvejende dyster til feel good. Konflikter, seksualiteter og eksistenser i det hele taget forløses. Bøsser kommer ud af skabene, Nikolaj får ro, sex og kærlighed, og parcelhusvejens eksistenser får en mission, som puster varme og indhold ind i livet. Tarm udvikler sig til provinskommunitarismens våde drøm om folkefest og kommen hinanden ved.

“Mit venskab med Jesus Kristus” er halvt lakonisk realisme, halvt nuttet komedie. Den er så velsmurt, at den nærmest læser sig selv. Den er ligefremt fabulerende med en hurtig nutidsdatid, effektiv i dialogerne, fysisk, sexet og voldelig, med fremdrift, med en klart defineret jeg-fortæller og en sikker personskildring.

Handlingen er båret af en fundamental fornemmelse for sin tid og almene erfaringer af ensomhed, håb, drøm, kærlighed og drift. Den tematiserer ubesværet forskydningen af den religiøse stræben mod noget andet efter kristendommens marginalisering og reflekterer en række skred i forholdene mellem mennesker og køn, i byerne, på landet og mellem by og land. Det hele glider ned som en sukkerbelagt pille og gør det muligt relativt upåvirket at zappe videre til den næste adspredelse, mens de symbolske niveauer og den homogeniserede indsigt virker i underbevidstheden. Man slipper for at tænke over den, men ikke for at tænke med den, hvilket er definitionen på god underholdning – det sværeste håndværk og den mest fornemme kunst af alle – og bare endnu en grund til at tænke over den.

Lars Husum har afstået fra at komme med sin egen udlægning af “Mit venskab med Jesus Kristus”, så vi aner ikke, om han mener, Jesus som en virkelig, religiøs tilsynekomst, en svindler eller blot en vrangforestilling i et psykotisk sind.