De gamle egyptere tog evigheden i ed. De sagde til sig selv – hvis vi skaber templer, skulpturer og billeder i harmonisk balance, vil vi kunne overvinde tiden. Man kan mene at Jacq idealiserer denne antikke verden og vil gerne opfatte den som en model for dyder og åndelige værdier, som vi moderne mennesker kan have meget at lære af, selv om den selvfølgelig rummer mindre heldige elementer, det må han modvilligt erkende.
De gamle egyptere var ikke så naive at de troede på at mennesket var godt af natur. Men ikke desto mindre følte de - det er den gyldne tråd der løber igennem alle Jacqs romaner – at de i deres hjerte havde Maat, retfærdighedens og sandhedens gudinde. Hun er fremstillet i deres store galleri af gudeskikkelser som en kvinde med en strudsefjer på hovedet. Fjeren symboliserer, at vi som fuglen kan styre vores flugt igennem livet Ved at dyrke Maat skabte de, stadig ifølge Jacq, en grundlæggende solidaritet i samfundet hvad enten de var rige eller fattige. - Derfor kommer alle de esoteriske religiøse ritualer at spille en så væsentlig rolle i hans egyptiske panorama og det er afgjort noget af det, som falder i hans store publikums smag. Der er mode i det okkulte og troen på udødeligheden, som de gamle egyptere udviklede til en symbolladet livsstil med Isis og Osiris som skabelsesmyternes hovedpersoner i spillet mellem livet og døden.
Jacq indfører som en selvfølgelighed i sine menneskers hverdag alle disse fantastiske guder, vi kender fra templernes kolossale statuer med deres dyrehoveder, løve, kat, vædder, krokodille, grib, hver især inkarnationen af en guddommelig egenskab. Men ikke nok med det, som en anden Walt Disney animerer han en række trofaste dyr, der rent bogstavelig hjælper og beskytter deres menneskevenner, en løve, et æsel, en bavian, en lille grøn abe…det er meget charmerende og så at sige Christian Jacq’s lille personlige signatur fra vor tid på sin gendigtning af den gamle egyptiske verden, hvor man – men om end på anden vis end nu – ville overskride verdensrummets begrænsninger.