Baggrund

Citat
“Der er nu kun den lille, faste skare tilbage; Georg Brandes, hvis nedladenhed Frederikke husker med gru, har hun ikke set noget til siden, men Frederik, som står i konstant og livlig korrespondance med sin gamle skolekammerat, er, ligesom resten af selskabet, fuld af smittende begejstring for alle de nye tanker, som hærger visse dele af Europa i disse år. For Frederikke, for hvem politik altid har været noget, der sneg sig ud gennem dørsprækken fra faderens kontor sammen med røgen fra herrernes cigarer, er det nyt at befinde sig i et selskab, hvor emnet diskuteres så humørfyldt og åbent, og hvor også kvinder ligefrem forventes at have en mening om slige sager.”
“Den lukkede bog”, s. 67.

Jette A. Kaarsbøl er født i 1961 og har beskrevet sig selv og sin generation som “et underligt blandingsprodukt af to vidt forskellige epoker”. De såkaldt glade tressere mærkede man ikke meget til i barndommens Hillerød, som ifølge forfatteren var “ mere Korsbæk end Woodstock ”. Selvom hun var dygtig, oplevede Kaarsbøl skolen som autoritær og uinspirerende, og efter 10. klasses afgangseksamen var hun så skoletræt, at der skulle gå hen ved ti år, før hun vendte tilbage til uddannelsessystemet. I mellemtiden var hun blandt andet leder af en række modetøjsbutikker. I midten af 20’erne tog hun HF-eksamen og var på Krogerup Højskole, og glæden ved de boglige fag vendte tilbage. Jette A. Kaarsbøl nåede herefter at påbegynde to universitetsstudier, før hun uddannede sig til skolelærer. Efter flere års virke som lærer besluttede hun sig kort før sin 40-års fødselsdag at sige sit job op og realisere en gammel drøm om at blive forfatter. “ Jeg indså, at jeg kunne ende som en person, der hele livet går rundt og siger, at jeg kunne være blevet forfatter, hvis nu bare… ”, har Jette A. Kaarsbøl forklaret i et interview.

27990592

“Den lukkede bog” udkom i efteråret 2003 og fik en overvældende modtagelse, både blandt anmeldere og læsere. Den har indenfor det første halvandet år efter udgivelsen solgt langt over 100.000 eksemplarer, hvilket er helt uhørt for en debutroman. At læserne i den grad har taget romanen til sig, blev også bekræftet til fulde, da den i foråret 2004 strøg ind som en suveræn vinder af Læsernes Bogpris, der uddeles af Berlingske Tidende og Danmarks Biblioteksforening på baggrund af en afstemning, hvor læsere over hele landet har peget på deres favoritroman. I forbindelse med prisoverrækkelsen kaldte Berlingske Tidendes litteraturredaktør Nils Gunder Hansen romanen for “ en historie, der skruer sig ind i læserens bevidsthed og ikke vil slippe ”. Samtidig roste han forfatterens blik for, hvordan de fjerne 1870’ere og 80’ere “ på så mange måder bærer vores tid i sit skød ”.