“Det handler om at bringe friheden ind i ægteskabet” . Sådan siger den berømte og berygtede Georg Brandes på en skovtur i begyndelsen af “Den lukkede bog” . Budskabet mødes med skepsis af Frederik Faber, som er Brandes’ gamle skolekammerat, nære ven og kampfælle. Faber mener nemlig, at Brandes svigter sine idealer, for ifølge Faber eksisterer friheden kun uden for ægteskabet. At påstå andet svarer til at tro på det lykkelige slaveri. Det er absurd. Alligevel gifter Frederik Faber sig, og da han gør det, er det i overbevisningen om, at han skænker sin hustru “den største frihed” , hun nogensinde har kendt.
Fabers ægteskab med den unge Frederikke Leuenbech, som er hovedpersonen i “Den lukkede bog”, er nemlig ikke et ægteskab i gængs forstand. Der er ingen forpligtelser, ingen betingelser, ingen krav om troskab. Ægtefællerne er kort sagt frie til at gøre, hvad de vil: “Udadtil vil det være et ganske almindeligt ægteskab; indadtil en forståelse mellem to selvstændige mennesker”, som Frederik formulerer det, da han frier til Frederikke. Det er et ægteskab i en ny tids ånd. En ny tid, der hylder frihed og ligestilling, ikke mindst kvindens. Frederikke siger ja til at deltage i Frederiks “ordning”, men hun gør det, fordi hun er forelsket til op over begge ører - i ham. Ikke fordi tanken om et frit ægteskab siger hende noget som helst.
Frederik Faber er smuk, begavet og karismatisk, og han omgiver sig med “fritænkere” og kunstnere. I stråleglansen fra hans udelte opmærksomhed føler hun sig for første gang værdsat og beundret, opvokset som hun er i et københavnsk spidsborgerhjem, hvor ingen nogensinde har forventet noget særligt af hende, fordi hun “kun” er en pige, og hvor den eneste udvej hidtil har været et planlagt ægteskab med en præst, som hun slet ikke elsker, men som forældrene har et godt øje til. Frederik er ganske enkelt hendes redning.
Da Frederikke siger ja til Frederiks frieri, gør hun sig imidlertid ikke klart, at der er tale om et ægteskab uden nogen fysisk kærlighed mellem ægtefællerne. At det er et ægteskab uden sex. Hun er - i overensstemmelse med tidens opdragelse af piger - knap bevidst om, hvad sex egentlig er. Og fordi Frederikke er uerfaren, umoden og ubevidst om sine følelsesmæssige og seksuelle behov, er hun hverken i stand til konfrontere Frederik med sine længsler eller at søge opfyldelse for dem andet steds. Det ægteskab, som skulle sætte Frederikke fri som kvinde, bliver derfor paradoksalt nok et fængsel, fordi det mest basale skridt i retning af at blive kvinde, nemlig den seksuelle forløsning, ikke bliver taget.
“Den lukkede bog” skildrer således, hvordan Frederikkes store forelskelse forvandler sig til en regulær depression, efterhånden som det går op for hende, at ægteskabet først og fremmest tjener til at opretholde et skalkeskjul over den hemmelighed, Frederik bærer rundt på. Det er en hemmelighed, som kun langsomt afdækkes, og da det endelig sker, er det ganske vist lykkedes Frederikke at realisere sig selv seksuelt, men hun er også et knækket menneske og vælger hævnen frem for tilgivelsen.
At “Den lukkede bog” imidlertid ikke er en sort-hvid skildring af kvinden som martyr er vigtigt at pointere. Frederikkes forræderi er i mange henseender fuldt på højde med Frederiks. Hvor han som selvudråbt “fritænker” ser sig blind på sine idealer og overser hustruens uopfyldte behov, fordi han bilder sig ind, at friheden er en gave, alle forstår at tage imod og forvalte, begår Frederikke et ligeså utilgiveligt forræderi mod sig selv, fordi hun vælger at indordne sig og leve med løgnen. Hun fralægger sig ganske enkelt ansvaret for sin egen lykke, og dermed underkaster hun sig et selvvalgt slaveri. Således er der ikke i traditionel forstand nogen heltinde eller helt i Jette A. Kaarsbøls roman, heller ikke blandt de bipersoner - historiske som fiktive - som “Den lukkede bog” vrimler med.
Både ”fritænkerne” og traditionalisterne lider nederlag i romanens intense skildring af en afgørende brydningstid. Georg Brandes og hans bror Edvard, der havde så mange fremsynede tanker om kvindens frigørelse, beskrives for eksempel som ulideligt selvtilfredse skørtejægere, der lader deres koner sidde og rådne op derhjemme, og det er da også et historisk faktum, at de to havde et storforbrug af kvinder. Men heller ikke deres modstandere - de reaktionære, de fremskridtsangste, præsterne og de sexforskrækkede kvinder - går ram forbi i Kaarsbøls roman. Ingen af dem kan længere retfærdiggøre de regler og konventioner, de lever efter, og alligevel holder de krampagtigt fast i dem. Kaarsbøl skildrer således spidsborgermiljøet i 1870’erne og 80’erne som en forstenet kulisse, hvis aktører synes totalt drænet for livskraft.