Christian Kampmann er uddannet som journalist og arbejdede fx fra 1964 til 1970 på DRs TV-avisen. De journalistiske færdigheder mærkes i de sikre miljøtegninger, men det er forfatterskabet, der tidligt ligger på sinde.
Debuten kommer i 1962 med novellesamlingen Blandt venner, der rummer flere parodiske beskrivelser af mentalt blinde, enten fordi disse mennesker er miljøskadede eller grotesk selvfornægtende som "Emilie Grüen". Venskaber bliver sent i forfatterskabet lidt af en redningsplanke, det er ikke tilfældet i den ironiske titelnovelle fra 1962.
I 1963 udkom den første roman, Al den snak om lykke, og den er som den eneste af forfatterens udgivelser ikke senere blevet genoptrykt. Og det til trods for at den er en første, tæt lille udgave af hele serien om familien Gregersen. Senere følger novellesamlingen Ly (1965) og romaner, der er mindre parodiske og mere ny-realistiske, solidariske i skildringen af almindelige mennesker, der kæmper med kærligheden, og overhovedet med det at blive bemærket af andre og af livet.
Det er svært at være Sammen (1967) men det er det, de fleste helst vil være, og det er ikke let at være Uden navn (1969) men nok alt for almindeligt. I sidstnævnte markerer en genreleg med spændingsromanen, at Christian Kampmann har lyst til at eksperimentere, en tendens man tidligt har kunnet spore i den flittige brug af skiftende synsvinkler, der relativerer det virkelighedsbillede de forskellige figurer bærer.