Trangen til eksperimenter kulminerer med et par underkendte men både morsomme og tankevækkende udgivelser: en kærligt-kritisk leg med triviallitteraturen i Nok til hele ugen (1971) og Pinde til en skønskrivers ligkiste fra samme år udstiller tilbøjeligheden til at skrive selvbiografisk og selvcentreret med hip til fx Klaus Rifbjerg og Tove Ditlevsen. Kritikken er skarp, og retrospektivt set har den været den sidste nødvendige refleksion forfatteren har haft brug for, inden han selv for alvor omskriver egne erfaringer.
1972 udkommer succesromanen En tid alene, der blev hædret med både Kritikerprisen og Boghandlernes Gyldne Laurbær. Titlen er på linje med den mildt eksperimenterende Nærved og næsten (1969) ikke ironisk ment: vi møder i En tid alene en pensioneret departementschef, som egentlig gerne vil i kontakt med andre, men det er ikke så let, når man skal holde på formerne.
Lyspunktet i den ensformige hverdag er besøg af barnebarnet, og til dels nyder den reserverede herre besøg af hushjælpen, enkefru Eriksen, der er et jordnært menneske, som forsøger at imødegå hans udtalte udviklingsskepsis. Den bliver ikke mindre, da barnebarnet dør ved en trafikulykke. Samfundets påvirkningskilder er utallige og fatale, lyder det ideologikritisk hos den misantropiske herre. Men han får optimistisk nok ikke det sidste ord.
Nærved og næsten rummer en egen forvandling, idet den skifter fra at være et studie i samlivsformer med dertil hørende utroskab, kærlighedskoks og forsmåelse til at ende som en metaroman. Fortælleren kommenterer sin egen fortælling, og andre muligheder for personerne diskuteres.
Det giver visse friheder, når læseren kan kigge ind i fortællingens laboratorium. Men legen kan ikke lave om på spillereglerne, på de mentale blokeringer og forsigtigheder som ligger til menneskene, og som forlener deres kærlighedsspil med forstillelse og resignation. Heller ikke fortælleren kan skabe verden om til det bedre. Vi er stadig lige ved og nærved og næsten. På livet som på fortællingen. Ingen går fri, ingen bliver fri.
Romanens indre skisma blotlægger en kunstnerisk og intellektuel drøm om at omforme den personlige historie og længslen efter den gennemgribende mentale forandring. Nærved og næsten er et illusionsløst portræt af drømmere, som har en alt for klar bevidsthed om, hvordan virkeligheden er fat. Forfatteren kan ikke ændre livets konditioner. Højst til slut besværgende gengive bibelens ord om kærligheden der er langmodig, mild og som ikke misunder, "den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt".