Kærligheden giver identitet, den tanke ligger i tiden og i særdeleshed hos Christian Kampmann, og i serien om familien Gregersen kan man ane en større tiltro til kærligheden. Tiden er måske svanger med forandringer, der ikke kun er til det værre. Seksualiteten ligner tidens religionserstatning, og sådan bliver den dyrket og misbrugt i de fire bøger. Det er et stort epos i kammerspilformat med storhed og fald, med små og store tragedier, med en afvikling af patriarken som den, der ved bedst.
Historien starter påsken 1954, og der kommer mange opstandelser og forviklinger inden udgangen 20 år senere i påsken 1974, hvor velfærdssamfundet synes at vakle. For at modgå det omsiggribende fald søger idealisterne og rebellerne ’andre måder’ at indrette sig på.
Eksperimenter og resignation mødes, spændingen mellem frisættelse og forkrampethed er igen et vigtigt modsætningspar i forfatterens bøger. Serien er kulørt snarere end den er dramatisk; i Gregersen-serien formår Christian Kampmann endelig at forene det finlitterære-psykologiske studie med den hang til det trivilitterære, som skinner igennem i Nok til hele ugen og i mange af novellerne. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan mange af personerne i de tidlige bøger ikke kan få nok af kulturel-litterær snobberi. I de senere bøger er det derimod kitsch, camp og kulørt melodramatisk kunst, som får det frydefulde frem.