Genrer og tematikker

Den tyske filosof Theodor W. Adorno spurgte til umuligheden af at skrive poesi efter Auschwitz. Hvis verden er tabt for mening, ligger der et barbari i at give den lyrisk betydning. Men Katz’ forfatterskab er i høj grad skrevet på den udfordring, det er for hende personligt at leve med tabet og skyldfølelsen og at forsøge at give en stemme til de historiske rædsler uden nogensinde at udtømme dem fuldstændigt. Det kommer der digte og romaner ud af, som flere steder sammenlignes med kaddish-bønnen: på én gang klagesang og lovprisning. En anmelder har sagt om denne afmægtige, men insisterende tale: ”Digtet må sætte sig lidt på det uudsigelige med en blanding af vold og respekt for det uudsigelige” (Poul Erik Tøjner: Hvad man ikke kan fortælle om findes. Weekendavisen, 1991-04-25).

Katz’ tekster balancerer mellem gråd og latter. Både tematisk, hvor den sorgfulde erfaring blandes med kærlighed, sansninger og kropsligt begær. Og i et sprog der veksler mellem det inderligt alvorlige og så en gennemgående humor, der både er ironisk-melankolsk og mere kvidrende. Hun er blevet kaldt en ”hattedame med tung sjælebagage” (Lilian Munk Rösing: Kritik af avocado-jeg’et. Information, 2011-11-25).

Moren er i store dele af Katz’ forfatterskab fremskrevet med bebrejdelse, trods og skamfuldhed, altid som et forhold der gør ondt og som er knyttet til holocausterfaringen. Men i de senere bøger er dette forhold mere forløst, f.eks. i ”Længsel på bestilling”, hvor fortælleren indser, at det måske ikke så meget har været moren, som hende selv, der har været en hindring for de ting, hun ikke har opnået.

Det forjættede Israel er både anledning til drømmende landskabsbeskrivelser, afsøgning af den smertefulde historie og en samtidskritik af venstrefløjspositioner, både inden- og udenfor hendes litterære værker.

I Katz’ livsfortællinger er der både selvkritik og glæde, skam og nydelse, fortrydelse og fremdrift, og disse ting kan godt - og er måske ligefrem nødt til at - sameksistere i Katz’ litterære univers.