Efter 22 år i Danmark debuterede Janina Katz i 1991 med digtsamlingen ”Min moders datter”. Her væves den europæiske historie sammen med den personlige beretning om den jødiske mor og hendes datter, digteren. Skyldfølelsen over at have overlevet den krig, som dræbte hendes familie og landsmænd, over at være rejst væk til Danmark og over at forråde morens sprog er det bærende tema.
Første del, ”Min moders datter”, kredser om deres samvær og samtaler og skifter mellem følelser af nærvær og afstand, bebrejdelse og skyld. Et portræt af moderen leveres med en usentimental, men påtrængende præcision: ”Var du smuk?/ Spørger jeg./ - Ja, meget./ Jeg var nøgen/ og glatraget./ Havde en kæmpestor/ forbinding/ over mit venstre/ bryst./” (s. 15).
Der skrives på en selvforagt; morens lidelse er barnets frihed: ”Jeg er hendes tragedie./ Altså - / er jeg fri.”(s. 22). Således også i tredje del ”Mit liv som barbar”, hvor digteren trækker en linje fra sin barndom i ly af krigen til sit voksenliv væk fra Polen og de efterladte landsmænd: ”- Af alle dine groteske/ ulykkelige kærlighedsforhold,/ er din kærlighed til livet/ det mest groteske og mest ulykkelige./” (s. 74). Den danske digtning er for jeget en utroskab overfor det polske sprog og ophav: ”Jeg har været dig/ utro./ Mit dejlige,/ mit sjuskede/ sprog.” (s. 80). Men det er et svigt, hun både føler skyld over og må gentage: ”Ja, det kan godt/ ske igen./ Og igen.” (s. 80).
Denne dobbelthed af afmagt over for den tragiske historie og lysten til at finde sprog for sin betagelse af livet går igennem hele Katz’ forfatterskab. Disse smalle digte er personlige og kan minde om den traditionelle knækprosas bekendende stil, men oftest er digtene usentimentale, fulde af ironi og en konstant distance: ”Sov godt, min lille ven./ Gud er ikke med dig.”(s. 100).
Katz skriver på en påtrængende og tragisk erfaring, men sætter også en humor op imod afmagten, f.eks. i digtet ”Kærlighed”: Pas på/ når du leger/ med sproget./ Det er ikke/ dit./ Du er ikke/ dets./ Hvor er dansk/ dog/ grimt.” (s. 79).