Længsel på bestilling

Citat
”Sammy – min otteogtrediveårige Lolita. Min gamle lårs sidste ild.”
”Længsel på bestilling”, s. 11.

I romanen ”Længsel på bestilling” er fortælleren den 65-årige Olga, polsk jøde, børnebogsforfatter og bosat i Danmark. Hun rejser hvert år til Israel, hvor hun opsøger sine forfædres historie, er sansende turist i landskabet og indleder et kærlighedsforhold til den 27 år yngre Sammy.
Sammy er gift, ikke-intellektuel og taler kun hebraisk. Deres samvær materialiseres derfor med få engelske vendinger og så en kropslighed, der beskrives både ømt og råt: ”Du havde elsket med min gamle krop, samlet mine bryster, der flød ud til begge sider, og sagt, at de var smukke.” (s. 41).

27468330

Olga kan ikke tale med sin elsker, og det kommer der denne roman ud af, som handler om alt det, hun kunne have fortalt ham. For Sammy er også det ”du”, som Olga henvender sig til for at fortælle om sin opvækst i Polen, forholdet til den holocaustoverlevende mor, det barnløse ægteskab med en mand, der blev homoseksuel og forskellige venskaber, bl.a. med den misantropiske Moniek, som viser hende et Israel, der både bliver anledning til en sanseligt beskrevet turistguide og en konservativ samtidskritik. Romanen er fuld af digressioner om terrorangrebet i New York, Israel-Palæstinakonflikten og seksuelt frisind. Over for disse inddragelser af en aktuel virkelighed findes et metalag: Olga er barnløs, men har til gengæld to fiktive børn. De bor i et fabelunivers – en skov i Jylland - men følger efter hende og fører drømmeagtige og selvkorrigerende samtaler med hende.

Den ældre kvindes seksualitet er både forbundet med en nydelse, hun ellers havde opgivet, og en skamfuldhed - over forskellen i alder og klasse, Sammys ægteskabsbrud og over sin egen gamle krop. Fortælleren er spændt ud mellem et ungdommeligt begær og et behov for at opretholde værdighed og kontrol, når hun f.eks. insisterer på at sige ”hyrdetime” om det seksuelle samvær. Stemmen er nøgtern og ironisk, men mister alligevel sin kontrol i den poetiske prosa, som jeg-fortælleren giver sig hen til: ”Jeg var en karikatur af mig selv. En gammel kvinde med syndige lyster. […] Jeg var panikslagen og skamfuld. Og meget længselsfuld.” (s. 38).