At læse Kristian Ditlev Jensens rejseskildringer i ”Ord i Orientekspressen” fra 2007 er en rejse både ud i den store verden og ind i forfatterens særegne univers. Her er fokus på gastronomi, sanselighed og mødet med fremmede mennesker. Jensen ser den lange togrejse som den ideelle rejseform, da samtaler med fremmede mennesker har de bedste betingelser under de lange stræk. Oprindeligt blev disse rejseessays publiceret i DSB-bladet ”Ud & Se”.
Kristian Ditlev Jensen sanser verden omkring sig med stor nysgerrighed, og med sine mange observationer bombarderes læseren med fremmede lugte og smagsindtryk. Alene mængden af disse sanseindtryk kan virke overvældende, for forfatteren noterer sig både stort og småt i sin loyale rejsepartner, den læderindbundne notesbog. Jensen tager os med på en rejse og fører os rundt i mange afkroge af verden. Dermed får vi indsigt i tilværelsen som rejsende under fremmede himmelstrøg, for læseren rejser nærmest med forfatteren som blind passager gennem de syv kontinenter. Via rejsebeskrivelserne smager, lugter og rører vi ved alt det nye og uudforskede. Men vigtigst af alt på disse rejser er mødet med andre mennesker og udvekslingen af livserfaringer. Når ensomheden gnaver, kan kontakten til andre dulme smerten: ”På mine tolv rejser blev jeg selv og mine medpassagerer kogt så længe i ensomheden, at vi til sidst gav os og begyndte at sige noget til hinanden.” (”Ord i Orientekspressen”, s. 25).
Jensens essays kan karakteriseres ved deres manglende politisk korrekthed, hvilket han selv er bevidst om. Han skriver med en distancerende selvironi om den dumme hvide mand, der bliver forbrændt i Sydafrika: ”På Table Mountain får jeg en førstegradsforbrænding i hele ansigtet, fordi jeg har glemt solcremen hjemme på hotellet. Fordi jeg er en dum, hvid mand. I dagene efter hænger hele mit ansigt, hele min identitet, i laser.” (”Ord i Orientekspressen”, s. 163) Motivet med det ødelagte ansigt opfølges i romanen ”Opstigende Skorpion”.
Hvor rejserne i ”Ord i Orientekspressen” foregår til et væld af destinationer rundt om i verden, skildrer Kristian Ditlev Jensen sine rejser i Japan i essaysamlingen ”Røde kager & grøn te” (2002), der har undertitlen Japanske meditationer. I lighed med romanen ”Livret” dyrkes fascinationen af japansk kultur i disse japanske meditationer. I mødet med det fremmede konfronteres man med sine egne fordomme, hvilket Kristian Ditlev Jensen som rejseskribent er yderst opmærksom på. Denne form for dannelsesrejse er måske den væsentligste lære, man kan uddrage af disse rejseskildringer.