Man kan, med journalist Johanne Myginds ord, betragte Kristian Ditlev Jensen som lidt af en mønsterbryder. Han voksede op i Holbæk som søn af en rengøringskone og en slagteriarbejder, og det lå ikke i kortene, at han skulle krydse det akademiske spor og endda springe ud som forfatter. For som han selv siger, var barndomshjemmet ikke præget af tunge litterære værker: ”De eneste bøger, vi havde derhjemme, var Lademanns Leksikon, som vi brugte til at bygge tunneller med, når vi legede med biler, og så nogle bogklubbøger, som knitrede, når man åbnede dem, fordi de aldrig havde været åbnet før. Det er næsten perverst, at jeg er blevet forfatter.” (Kristian Ditlev Jensen i ”Opdrift”, s. 166).
Selv lægger Kristian Ditlev Jensen ikke skjul på, at han i sin higen efter at bryde med forældrenes levevej valgte en radikalt anden tilværelse. Det at gøre op med forældrenes forventninger førte til en skamfølelse over hans arbejderklassebaggrund, for på studiet var han ikke lige så kultiveret som studiekammeraterne. Selv siger han om sit opgør med barndomshjemmet: ”Jeg har altid følt, at jeg tog en uddannelse med livet som indsats.” (Johanne Mygind: ”Opdrift”). I forfatterskabet beskæftiger han sig gentagne gange med æstetik, gastronomi, sprog og litteratur. Det kan måske aflæses som udtryk for, at han ønsker at tilegne sig en dannelseskultur, som modsvarer opvæksten i Holbæk.
Som skribent favner Ditlev Jensen bredt, og han skriver både rejseessays, kriminalromaner, dramaturgi og madanmeldelser. Han skriver for flere af de store danske dagblade og er også foredragsholder. Faktisk er han så afhængig af at kunne meddele sig via det skrevne ord og dermed indgå i en slags dialog med andre, at han må nedfælde alle sine oplevelser: ”Sagen er faktisk nok den, at jeg aldrig har kunnet lide at være alene. Nogensinde. Jeg er et udpræget socialt menneske. Et menneske, der har en voldsom meddelelsestrang, og som i grunden ikke kan opleve noget som helst, uden lige at skrive en artikel om det, tage en note til en roman – eller endnu bedre, sætte ord på det verbalt […] Der skal etiket på – ellers har det ikke rigtig fundet sted.” (Kristian Ditlev Jensen: ”Ord i Orientekspressen”).
Som læser mærker man tydeligt dette skriftlige engagement, der udmønter sig i overdådigt sanselige beskrivelser af mad, mennesker og rejser.
I 2005 debuterede Kristian Ditlev Jensen som dramatiker med stykket ”Rigets Tilstand” på teatret Får302. For en kort bemærkning har han været inde over politik som medlem af det daværende parti Ny Alliance og var kandidat til folketingsvalget i 2007. Fra 2008-2009 var han ansat i Klima- og Energiministeriet som taleskriver for den tidligere konservative klimaminister Connie Hedegaard.