Det bliver sagt

Citat
”Jeg har forbandet det ar så inderligt, at jeg ikke kan finde ord, der helt dækker den følelse, det har vækket i mig den periode af mit liv, hvor jeg var allermest forfængelig. Jeg følte i hele min pubertet, at det var mit stigmata. Et synligt tegn på min skæbne. Ofte har jeg følt, at folk – alene ved at se dét ar – vidste, at jeg var en, der ikke var værd at samle på.”
”Det bliver sagt”, s. 56.

I selvbiografien ”Det bliver sagt” fra 2001 fortæller Kristian Ditlev Jensen om de seksuelle overgreb, han blev udsat for, fra han var 9, til han var 12. Som 9-årig møder Kristian den voksne Gustav, der viser sig at være pædofil, og et grotesk venskab mellem den naive, opmærksomhedshungrende dreng og den voksne mand begynder. Det viser sig gradvist, at Gustav har grumme intentioner med dette venskab, og gennem tre år krænker han den unge Kristian seksuelt. Kristian formår ikke at bryde med Gustav, for han føler skam, lede og skyld over det påtvungne fysiske samvær og kan ikke dele sine erfaringer med nogen. En dag besøger Kristian sin ven Nikolaj og bliver atter udsat for Gustavs overgreb, men magter ikke at sige fra: ”Det er en ekstra ydmygelse, at det sker hjemme hos Nikolaj, som jo er min bedste ven. (…) Jeg skammer mig meget. Det må ikke blive afsløret, at jeg er med til den slags. Jeg føler mig meget forvirret.” (”Det bliver sagt”, s. 84).

Da Kristian er 12 år, fortæller han sine forældre om overgrebet, og forholdet til Gustav slutter. Som 19-årig indleder han selv en retssag mod Gustav. Det fatale forhold får tragiske konsekvenser, da Kristian selv må håndtere sine barndomstraumer og ikke får støtte hjemmefra til at bearbejde smerten.

”Det bliver sagt” er med journalist Johanne Myginds ord en intens skildring af underklassens afmægtighed, da hans forældre ikke magter at hjælpe ham, og i den henseende er værket udtryk for et dobbelt tillidsbrud. Kristian Ditlev Jensen skrev da også dette værk, så hans far kunne læse med: ””Det bliver sagt” er faktisk skrevet på en måde, så jeg håbede, at mine forældre ville kunne læse den. Jeg har taget de fleste fremmedord ud, og de få, der er, har jeg forklaret. Det var bevidst, men han kom ikke igennem den alligevel.” (Johannes Mygind: ”Opdrift”, s. 167). 

Værket er præget af en dobbelthed, idet vi ser oplevelserne med barnets øjne, samtidig med at der anlægges et voksent perspektiv via bl.a. det indledende forord og efterskriftet, hvor forfatteren fortæller om intentionen med sit værk. Fortællingens perspektiv veksler mellem den reflekterende voksne fortæller og en mere barnligt-naiv fortællestemme. Det er barnets erfaringsramme, der bærer fortællingen og skaber identifikation mellem den udsatte dreng og læseren.

Fortællingen om pædofili og tillidsbrud sætter fokus på barnets udsatte position og affødte stor debat, da den udkom. Om formålet med at skrive ”Det bliver sagt” siger Jensen: ”Som det fremgår, er bogen tænkt etisk snarere end æstetisk. Det er meningen, at den skal være sand, snarere end smuk. Bogen er en sandfærdig selvbiografisk beretning om, hvordan det opleves at være den forurettede part i en af de pædofilisager, der så ofte ses på avisernes forside. (”Det bliver sagt”, s. 9). Det ar, som Gustavs tillidsbrud efterlod, genfindes i andre af Kristian Ditlev Jensens værker, f.eks. i essaysamlingen ”Ord i Orientekspressen”, hvor han også berører sit barndomstraume.