Selvom Kristian Ditlev Jensen vover sig ud i mange forskellige genrer, kan man let genkende hans motivvalg og essayistiske stil. Forfatteren lever lidt af en nomadetilværelse, og de mange rejser, han begiver sig ud på, kan man kalde en form for kontinuerlig dannelsesrejse, for rejsen er et tilbagevendende tema i forfatterskabet. Den essayistiske stil, som karakteriserer både rejseskildringer og romaner, er en rejse udi menneskets dårskab og har fokus på sproget som kommunikationsmiddel og det at være uden fast grund under fødderne. Både hans skønlitterære og faktuelle virke er præget af hans akademiske interesse for sproget som fænomen, og det gør hans romaner til lærestykker, der fjerner fokus fra et egentligt plot.
Der er i Kristian Ditlev Jensens litteratur en kredsen om mad og alkohol som rus- og nydelsesmidler. I ”Opstigende Skorpion” samt i ”Livret” spreder duften af veltilberedt mad sig fra bøgernes sider og ind i læserens stue. Hans værker er en eksplosion af smag, farver, lugte og lyde, hvilket de detaljerede beskrivelser af hvinende søde japanske kager eksemplificerer. Det sanselige forhold til såvel tilberedelsen som fortæringen af mad er et gennemgående træk i forfatterskabet, og ”Livret” afslører fortælleren endda, hvordan man kan tilberede både hunde, rotter – og friskfanget kat: ”Find en kat og slå den ihjel. Flå skindet af den. Fjern indvoldene og rengør dyrets indersider. Skær dyret ud i passende stykker og læg dem i en på forhånd tilberedt marinade. […] Kog det hele op og lad det siden simre, indtil kødet er mørt. Hæld væden fra og giv katten et hurtigt opkog, inden retten serveres.” (”Livret”, s. 387).
Velbekomme. Ditlev Jensen udfordrer læserens forestillingsverden, da det groteske forhold mellem fortæringen af kødet kobles sammen med død og lemlæstelse, og det skildres med vulgær detaljerigdom. Det grænseoverskridende forhold til mad, død og fysisk lemlæstelse udpensles f.eks. i ”Livret”, hvor vrangen vendes ud på både dyr og mennesker.
I ”Ord i Orientekspressen” refererer Kristian Ditlev Jensen til barndommens overgreb, som han skildrer med sans for barnets offerposition og skamfølelse i ”Det bliver sagt”. Måske den grundlæggende smerte også kan genfindes i ”Livret”, hvor hovedpersonens kone begår selvmord, samt i skildringen af den ensomme helt Wolfgang Thornblad. I ”Opstigende Skorpion” samt ”Livret” berøres de mere korrupte og korrumperede sider af den menneskelige natur.