Behageligt er det bestemt ikke at læse Kehlmanns kortroman ”Du hättest gehen sollen” fra 2016 (”Du skulle være gået”, 2018), der ganske vist fremstår mere som en stiløvelse end et gennemført værk, men alligevel er inciterende læsning.
En forfatter tager med sin kone og deres 4-årige datter ud til et feriehus i bjergene. Han er i krise – i øvrigt meget lig hovedkarakteren i filmen ”Ondskabens hotel”, spillet af Jack Nicholson, på forlæg af Stephen King – fordi han skal levere et filmmanuskript til en opfølger til en komediesucces, han tidligere har begået. Håbet er, at det isolerede ophold i bjerghytten vil løsne op for hans arbejde. Der er bare noget helt galt med det hus. Uforklarlige lyde forekommer – og det er en regulær gyser.
Den lille fortælling leger med udsigelsespositionen, så man som læser gradvist bliver usikker på, hvem det egentlig er, der fortæller. Hovedkarakteren har en notesbog, hvor han nedskriver ideer til scener og filmforløb. Eller gør han?
54497377
Er vi inde i hovedet på vores hovedkarakter – eller befinder vi os i noterne til hans manuskript? I en central scene kigger han i et spejl, men kan ikke se sig selv. Det kobles indirekte til forfatterens mistanke om, at hans kone er ham utro. Er han ved at blive skrevet ud af sin egen familie? Ægteskabet er langt fra problemløst. Konen forlader til sidst huset – mens fortælleren og datteren forsøger at få fat på en taxa. Men de synes fanget. Det lykkedes ikke, og de må i stedet forlade huset gående baglæns.
Igen er Kehlmann her ganske raffineret i sin fortælleform. Der leges med genrer i bogen, der faktisk er genuint uhyggelig. Kehlmann udfordrer sin fortællers bevidsthed og dermed læserens fantasi. Hvad er fiktion, hvad er virkelighed?
Tanker ledes hen på mestrene inden for genren, Edgar Allan Poe eller måske sågar E.T.A. Hoffmann. Som hos forbillederne driver Kehlmann sin navnløse fortæller til fortvivlelse i jagten på virkeligheden – sandheden i hans arbejde – så han ikke længere kan skelne mellem, hvad der foregår uden for og inden for hans forstand.
Således bliver ”Du skulle være gået” også til en lille metaroman om forfatterens uendelige jagt på det sande og det virkelige, der gradvist opløses i tid og rum. Han når aldrig derhen, og tilbage står i stedet tvivlen og usikkerheden som fundamentalt vilkår.