Med ”Tyll” fra 2017 (”Tyll”, 2018) er Daniel Kehlmann tilbage i absolut topform. Rammen er denne gang det, historieskrivningen har kaldt Trediveårskrigen, der hærgede Europa i første halvdel af 1600-tallet. Hovedkarakteren er gøgleren Tyll Ulenspiegel, der i en ung alder må flygte fra sin hjemby og rejser gennem et Europa, præget af krigen.
Tyll Ulenspiegel er en slet skjult henvisning til vagabonden og spøgefuglen Til Eulenspiegel, en kendt skikkelse i tysk folkekulturhistorie, der angiveligt levede i 1300-tallet og ifølge overleveringen excellerede med sine til tider ganske grovkornede løjer. Så ”Tyll” er en delvist historisk roman – og så alligevel ikke. Kehlmann har placeret ham nogle hundrede år længere fremme i historien – på kanten mellem Middelalder og moderne tid.
Persongalleriet er enormt, men Kehlmanns alvidende fortæller bevarer overblikket og gelejder læseren gelinde igennem markedspladser, landsbyer og fyrsteslotte.
Selv om romanen bærer titlen ”Tyll”, er det de mennesker, han møder på sin vej, der er de egentlige hovedkarakterer. Tyll spiller rollen som narren, gøgleren, spilopmageren, der sætter et spejl op for dem med magt og indflydelse og udstiller dem i al deres latterlighed. Han udfordrer dem ikke – men udstiller dem netop blot.
54497326
De, der udfordrer gudfrygtigheden i denne dramatiske overgangsperiode i den europæiske historie, kommer anderledes galt afsted. Således også Tylls egen far, mølleren Claus, der bliver brændt og hængt for sine filosofiske tilbøjeligheder og forkærlighed for alskens eksperimenter – og konkret for at eje en bog, der er forbudt. Vi befinder os nemlig i bogtrykkerkunstens spæde begyndelse. En teknologi, der i radikal grad vil kunne udfordre kirkens og magtens vidensmonopol.
Det er i denne overgang mellem mørk middelalder og det moderne Europa, at Tyll bedriver sine løjer. Tyll indvarsler og repræsenterer friheden, der er på vej, mens konger, gejstlige og feltherrer er bundet i en verden i opløsning – de er slaver af deres stillinger og overbevisninger.
Kehlmann leger i ”Tyll” igen suverænt med historiske figurer og blander dem med sin egen fiktion. Det er nærliggende at læse romanen som en hyldest til kunsten i almindelighed og litteraturen i særdeleshed. Ligesom narren Tyll stiller forfatteren spejle op, som udfordrer vores selvbillede.