Da Daniel Kehlmann fik udgivet sin første roman ”Beerholms Vorstellung” i 1997, var han 22 år gammel. Bogen beretter i første person om tryllekunstneren Beerholms liv, hans mors tidlige død og den unge mands forsøg på at forstå denne død. På overbevisende måde fletter Kehlmann flere fortælleniveauer elegant sammen. Da det i romanen er tryllekunstneren, der fortæller om sig selv, sidestilles tryllekunsten og det at fortælle – og i sidste ende forfatteren, altså Kehlmann selv, og tryllekunstneren. På en og samme tid afmystificeres tryllekunstneren, som en der blot betjener sig af den forhåndenværende virkelighed og gør den til genstand for sin forestilling – lige præcis som fortælleren eller forfatteren gør det samme med sin virkelighed. Man kan altså som læser hverken stole på tryllekunstneren eller fortælleren. I debuten foregriber Kehlmann desuden nogle af de fortællemæssige greb, som senere skulle gøre ”Opmålingen af verden” til en af klodens mest læste bøger.
Daniel Kehlmanns næste udgivelse er novellesamlingen ”Unter der Sonne” fra 1998, der ikke tiltrak sig megen opmærksomhed. Bogens otte noveller er temmelig forskellige, men tematiserer alle i større eller mindre grad individer, der på den ene eller den anden måde kommer på kant med samfundet og bliver tvunget til at gøre oprør – eller modsat bliver forhindret i at gøre det. Samlingen præsenterer Kehlmann som en genuin historiefortæller uden dog at imponere synderligt.
Anderledes interessant bliver det med ”Mahlers Zeit” fra 1999, hvor Kehlmann springer ud som fuldblodsromanforfatter i lille format. I den forholdsvis korte roman er det hovedpersonen, fysikeren David Mahler, der i et glimt af guddommelig inspiration opdager tidens mysterium. Afbrudt af glimtvise tilbageblik til Mahlers barndom, beretter romanen om, hvordan den unge fysiker forsøger at overbevise andre om sin fantastiske opdagelse, mens nogen tydeligvis ikke er interesseret i, at sandheden kommer frem. Igen blander Kehlmann sit tema, denne gang tiden, med fortælleformen, her den kronologiske. Samtidig med at læseren hører om teorien om, at tiden ikke var, hvad vi troede den var, og at alting både i teorien og i virkeligheden bevæger sig mod kaos, bliver fortællingen mere og mere ikke-lineær og fornemmelsen af rummets forrang frem for tiden bliver markant, lige som Mahlers egen fortid med hans søsters tragiske dødsfald træder i forgrunden. Kehlmann demonstrerer med ”Mahlers Zeit” stor fortællemæssig modenhed, og romanen får da også overbevisende anmeldelser.
”Der fernste Ort” fra 2001 bekræfter billedet af en stor forfatter på vej, en forfatter, der i en alder af kun 26 år har begået en overbevisende roman nummer tre. Igen er hovedfiguren en yngre mand, der efter at have haft et helt almindeligt liv en dag øjner muligheden for at slippe væk fra det hele og starte på en frisk. Han fingerer at være druknet og forsøger sig med en ny tilværelse. Lige så langsomt går det, som fra starten er klart for læseren, dog også op for hovedpersonen – nemlig at flugten er håbløs, at man ikke kan flygte fra sin egen fortid.