Anbefalinger

Indenfor et så omfattende forfatterskab siger det sig selv, at forskellige læsere vil have forskellige favoritter. Nogle tommelfingerregler er dog pålidelige, når det gælder Stephen King - heriblandt, at han bør læses på originalsproget, både for sine egne kvaliteters skyld, og fordi de danske oversættelser er af meget ujævn kvalitet.

26731593

Den vigtigste regel er, at hans stil kræver længde. Både hvad angår de lange opspil, hvor lurede konflikter og kulisser bygges op, og hvad angår de hæsblæsende og som oftest blodsprøjtende kulminationer, hvor han gerne med kolossal virtuositet krydsklipper mellem mange forskellige scener.

Hvad der dog ikke udelukker, at også hans romaner er af meget svingende kvalitet. Specielt i de senere år har adskillige af hans udgivelser virket præget i betydelig grad af gentagelser og rutine.

De indiskutable hovedværker ligger altovervejende i den tidlige del af forfatterskabet: Carrie, ’Salem’s Lot, The Shining, The Stand, The Dead Zone, Christine, The Talisman, It, Misery og The Dark Half. Af nyere dato skal navnlig fremhæves Dolores Claiborne, The Green Mile og The Girl Who Loved Tom Gordon.

At King kræver plads vil omvendt også sige, at hans noveller kun meget sjældent er læseværdige. Som oftest har de skitsens karakter, og hans ofte påfaldende ukritiske udgivelsespraksis har medført, at novellesamlingerne rummer mange indslag af forbløffende banalitet og forudsigelighed.

Lidt anderledes stiller det sig hvad angår hans lange noveletter, ofte i næsten-romanlængde. De er enklere lagt an end de regulære romaner, men stadig med plads til at blive bygget tilstrækkelig.