Jo, de 18 film (1950-77) gjorde navnet Morten Korch til et begreb i dansk åndsliv. Det blev synonymt med dansk hygge og en tilværelse fjernt fra storbyens kolde skygger og lejekasernerne. Her var inderlige billeder af stokroser og bølgende kornmarker.
Men filmatiseringerne banaliserede også Morten Korchs budskab og alt det, han ville fortælle danskeren. Helt grotesk er filmatiseringen af Det gamle Guld (1951), hvor Niels Sværkes alvorlige politiske møde (i romanen) er blevet forvandlet til et sommerbal (i filmen) ved den solplettede Roskildefjord. Her synger Niels (Poul Reichhardt) duet med røgteren Jens (Peter Malberg). Sidstnævnte har været vaskeægte cowboy på de prægtige amerikanske prærier og giver landeplagen "Jeg har min hest, jeg har min lasso" til bedste. Ved hvert andet vers afbrydes han af Sværke, der fortæller: "Jeg kender bare Danmark, men det er nok for mig./ Min fødeegn jeg elsker, jeg kender hver en egn". I 1951 er Morten Korchs agitation for et organisk samfund og hans dybe engagement således blevet udblødt til lidt sludren om Danmark kontra den store, vide verden.
Filmene giver hygge i den lune stue foran videomaskinen, men bøgerne er til opbyggelse. De fortæller nemlig om mange danskeres drøm i dette århundrede bl.a. om et liv, der ikke er styret af Christiansborg og magtens andre institutioner. Morten Korchs bedste romaner er derfor også udtryk for et oprør fra Folkedybet. De er derfor interessante tidsdokumenter, som man bør læse, hvis man vil vide mere om Danmark i vor tid.