Legenden om Villa Valmarana

Citat
“Selv om uden hende, det vidste hun, ville ingen af de tre eller Villa Valmarana være til. Forlod hun dem, gik hun ud til det store intet på den anden side af dalen, ville alt være fortabt. Men efterhånden som tiden gik anede man i Janas øjne, at hun, hellere end at leve i det beståendes begrænsning, ville kaste sig ud i det fantastiske intet derude på den anden side af Valletta del Silenzio. Der kom en tid, hvor hun kun længtes efter at dø.”
“Legenden om Villa Valmarana”, side 62.

Birgithe Kosovics debut kom i 1997 under titlen ”Legenden om Villa Valmarana”, og det er et stykke magisk realisme om at være anderledes, fuldkommen anderledes. Hovedpersonen Jana stikker ud fra familien, fordi hun er dværg, og hun er forskellig fra alle andre både på grund af sin størrelse og sine adelige aner. Hun vokser således op i et Europa, som er ved at krænge den feudale ham af sig, og som inden under viser sig at være borgerlig. Jana fødes i kølvandet på menneskerettighedernes lovfæstelse i 1789 og dør med den største af attenhundredtallets revolutioner i 1848.

Hun vokser op på Po-sletten i Norditalien i et i ordets mest radikale betydning beskyttet miljø. Hendes forældre er døde. Bedsteforældrene har forvandlet slægtsresidensen Villa Valmarana til et torneroseslot. Hun er afskåret fra omverdenen og har ingen ide om sin deformitet. De har fundet på en historie fra de varme lande, som forklarer deres egen størrelse.

21813591

Hun har aldrig set andet end villaen og den omliggende park. Hun er blevet fortalt, at verden slutter på den anden side af den store mur, som omkranser godset. Meningen er, at hendes lykke aldrig skal forstyrres af omgivelsernes fordømmende blikke. Indtil hendes fjortende år virker det, men så begynder villaens begrænsninger at lukke sig sammen om hende, og en dag klatrer hun over muren og begiver sig ud i verden. Her bliver hun offer for en horde gadedrenge.

En rig greve tager hende til sig, og i hans tjeneste observerer hun på afstand inkarnationen af alt det, hun ikke selv er – den guddommelige Veronica – og den kærlighed, hun aldrig selv vil komme til at opleve, i det lidenskabelige stormløb, greven udsætter Veronica for. Grundlæggende prøver Jana at skabe et overblik i en malstrøm, hvor alt rummer sin egen modsætning, hvor alt bærer intet i sig: “Men som så meget andet, som ender med at modsige sig selv når det føres ud i sin yderste konsekvens, gjaldt det også for denne hendes svaghed, at den samtidig var hendes styrke.” (side 47). Det er en dybt menneskelig fortællerstemme, helt i ånden fra den blanding af rokoko og nyklassicisme, der flyder sammen i de mættede miljøskildringer. Handlingsforløbet er tilsvarende klart og formidles formfuldendt med talefigurer og rytme.