Hovedpersonen Milovan i Birgithe Kosovics roman “Det dobbelte land” fra 2010 er flygtet op i bjergene i Kroatien. Her modtager han et brev, som meddeler ham, at hans hustru er død. Herefter passerer hans liv revy, og vi forstår, at der er tale om en noget nær fuldkommen personlig fallit. Tyve år tidligere opgav han uden videre kamp sin bestilling som partisekretær til en ung, lokal spytslikker, han bedrog sin hustru med sin kræftsyge bedste vens gravide kone, og han nægtede at bruge sin indflydelse til at afværge en fængsling af sin egen søn.
Nu er det de tidlige 1990'ere, og rundt omkring ham er kroatiske nationalister i gang med at rense landet for folk af serbisk oprindelse. Milovan har serbiske rødder. Han er søn af partisanen og modstandshelten Radoslav, barnebarn af landsbyhøvdingen Jovan og oldebarn af Kos, som dræber en skatteopkræver i Hercegovina og flygter over bjergene til Kroatien, hvor han slår sig ned i dalen og giver slægten en ny hjemstavn og et nyt navn, Kosovic.
28227108
Romanen er i den forstand biografisk eller delvist biografisk. Det er Birgithe Kosovics egen slægt, der fortælles om, for Kosovic beretter de historier, hun har hørt i sin familie. Titlen kunne vel lige så godt have været det mangedobbelte land eller det fragmenterede land, for så vidt som den forsøger at indfange et virvar af etniske, religiøse, nationale og politiske modsætninger. Det er den tilstand, som regionen er blevet synonym med, og det er det fænomen, vi normalt blot kalder balkanisering. I Kosovics behandling af stoffet bliver det til en fortælling om skyld og skam, for jo tættere vi kommer på nutiden, jo mere kommer vi om bag facaden på slægtens hårdføre mænd, jo mere kontrast kommer der til det billede, der opretholdes i offentligheden.
Alle har de lig i lasten. Fortællingen er tæt på forfatteren, den vokser vildt og voldsomt på hende, men når man ser gennem stamtræets virvar af grene, øjner man trods alt et hårdt klippet bonzaitræ eller to. Det forhindrer ikke, at beundrere af forfatterskabets to første stilrene brokader givetvis ville ønske, at hun havde valgt hårdere i stoffet og gjort det til en (håndfuld) fortælling(er) af samme skuffe eller reduceret de tre første fjerdedele til skyts i den sidste fjerdedels påkoblede ægteskabsdrama eller som i spanske Julio Llamazares enestående tyste “Den gule regn” reduceret ægteskabsdramaet og røverhistorierne til et fjernt ekko og en manende tomhed i den gamle mands liv mellem bjergene.