Kongen af Kandy

Citat
”De forstokkede præster i templerne er blinde. De tror, at den gamle levemåde kan fortsætte i al evighed. De kan ikke se, at verden vokser, og nye kræfter kommer til – kræfter som uden at blinke vil feje Kandy-riget til side og trampe folket under fode, hvis vi står i vejen. I den nye verden, hvor portugiserne og hollænderne og englænderne og danskerne og spanierne og alle de andre blege folk er konger, gælder det om at være så smidig som sivet i vinden.”
”Kongen af Kandy”, s. 272.

Kim Langers debut ”Kongen af Kandy” (2006) foregår i 1618, Europas koloniseringsperiode, hvor de fleste europæiske magter var i gang med at indtage resten af verden og bruge dens naturrigdomme som deres egne skatkamre for at få rige, europæiske nationalstater til at blomstre.

Sri Lanka, der dengang hed Ceylon eller Lanka, var delvist under portugisisk styre og delvist et buddhistisk land, hvor kongens magt udsprang af hans evne til at beskytte og fremvise et af den historiske Buddhas fysiske levn: En hjørnetand. Portugal, Holland, Danmark og andre europæiske magter stod på spring for at etablere handelssteder i Ceylon, og netop Danmarks kuldsejlede, ostindiske eventyr er den historiske ramme om denne fortælling.

26404967

I ”Kongen af Kandy” opfostres de to forældreløse drenge Gabriel og Mikkel af islandske Haldar i 1600-tallets og Christian IVs København. De mystiske, næsten overjordiske skikkelser Danta og Hemamala kommer til København langvejs fra med et omrejsende cirkus, og de udnævner Gabriel til bærer af Buddhas hellige tand. Sådan begynder drengenes og Haldars to år lange skibsrejse mod Ceylon for at levere tanden tilbage til kongen og befolkningen på Lanka. Undervejs oplever de både skørbug og sørøvere, og Danta og Hemamala fortæller drengene historien bag Buddhas hellige hjørnetand.

Skurkene i historien er en portugisisk helvedespræst, en ceylonesisk forræder tæt ved kongen af Kandy og en guvernør fra den portugisiske hær. Deres motiv er, ved hjælp af sabotage og sort magi, at fravriste den lille Gabriel Buddhas hellige hjørnetand og destruere den: de vil knække befolkningens kulturelle og religiøse identitet ved at ødelægge tanden, symbolet på deres religion, og derefter kristne den lanka’ske befolkning og sætte sig på landets rigdomme.

”Kongen af Kandy” er en eventyrroman i klassisk forstand med lange skibsrejser, overjordiske skikkelser og magi, en formørket skurk, der samtidig er katolsk præst, en indfødt landsforræder og hans modige og viljestærke datter. Det er samtidig en moderne eventyrroman med indlagt indføring i buddhismen, Ceylon-historie og et kritisk blik på Danmarks og Europas kolonihistorie: En dansk konge, der vejrer guld i morgenluften. Det er en lang og meget sammensat børnebog med højt til loftet og plads til fordybelse i historien.