I ”Den afrikanske forbandelse” (2009), der finder sted på Guldkysten i Vestafrika (nuværende Ghana) i 1788, møder vi den fjortenårige pige Ama, hendes mor Ese og lillesøsteren Abena, der bare er en baby. Fortællingen begynder med, at de tre og resten af deres landsby tages til fange og føres til det danske slavefort Christiansborg, hvor uhyrlige lidelser venter dem, imens de venter på at blive fragtet videre som handelsvarer på et skib over Atlanten.
På fortet, hvor en umenneskelig hverdag begynder for de mange slaver, er Kipnasse midlertidig guvernør. Kipnasse, der som mange andre af bogens karakterer er en historisk person, er en fordrukken, grisk, liderlig, sadistisk racist, der har fortællingens anden hovedperson, mulatdrengen Kofi, som tjener.
27605702
’Købmanden’ og den raffinerede Esben Wulff handler slaver med general Opoku Fréfré, som er Ashanti-kongens højre hånd. Endvidere møder vi doktor Isert, en ung dansk idealist, der brænder for afskaffelse af slavefragterne til Vestindien og i stedet vil bygge plantager i Afrika.
Til trods for de grusomme forhold på slavefortet yder Ama og hendes familie modstand. Amas lykkeamulet, indeholdende en lille sten og et stykke af hendes navlestreng, bruger troldkvinden Akoswa til at forbande guvernør Kipnasse, der har taget Amas mor som sexslave. Ama og Kofi er historiens omdrejningspunkter, og selv om deres veje kun krydses ganske kort, hjælper de hinanden til et bedre liv, end de kunne have håbet på til at begynde med.
”Den afrikanske forbandelse” omhandler et af de mest skamfulde kapitler i Danmarkshistorien: Danmarks slavehandel mellem Afrika, Vestindien og Danmark – den såkaldte trekantsrute – og er uden tvivl den mest barske af Langers bøger. En stor del af romanen går ud på at skildre de ulidelige forhold, som de danske slaver blev budt: Mennesker der bliver til handelsvarer, seksualobjekter og decideret gods, der skulle fragtes over Atlanten for at ende som gratis arbejdskraft og en plantageejers private ejendom.
Gennem romanens menneskeskæbner får læseren indblik i den ubarmhjertige del af Danmarkshistorien og det hav af tragedier, som slaveriet producerede.