21090816
Hun har også oplevet det for en nulevende person ret usædvanlige at se sit liv gengivet på film i filmatiseringen af Kun en pige. Det er en mild underdrivelse at sige, at Lise Nørgaard i sit forfatterskab trækker på iagttagelser i sit eget liv. Som vi alle ved fra ovennævnte erindringer, er hun født i Roskilde i 1917 som en fejlleverance: Grosserer Jensen havde ønsket sig en søn, men fik kun en pige.
Det med farens fremgang efterhånden højborgerlige hjem, og livet i lillebyen er skildret præcist og kærligt i Kun en pige, ligesom miljøet og mange af personerne har fundet vej til Matador.
Det mest genkendelige eksempel er måske virkelighedens Moster Bob, den elskede moster der er afbildet som Matadors skyggetante Elizabeth. Ligesom Moster Bob i Lise Nørgaards barndom førte hus og passede børn for sin søster, indtil der ikke længere var brug for hende, er det Elizabeth, der får tingene til at glide i Matador.
Men enten har Lise Nørgaard set det dramaturgisk rigtige i at lade Elizabeth frigøre sig og få sit eget liv, eller hun har simpelthen ikke kunne nænne, at det skulle gå Moster Bobs fiktive alter ego lige så trist, som det gik virkelighedens skyggetante: hun døde kun tre år efter at have forladt sin søsters hjem.
Der er ingen tvivl om, at det har været skelsættende i den unge Lises liv, at moren besluttede at opgive sin karriere, sælge sin modeforretning, og selv overtage husførelsen efter Moster Bob. I erindringerne er morens beslutning omfattet af noget, der nærmer sig foragt: Nu skulle hun sidde til stads ligesom de andre fruer.
Og Lise er ikke i tvivl om, at det er faren, der i virkeligheden står bag: Nu havde han kvinden på den plads, hun var bestemt for. I hjemmet.
Faren forsøgte også at afrette datteren til kvindens rette bestemmelse. Men dér kom han til kort, selv om det ikke skortede på en helhjertet indsats fra hans side. Under sit tvangspåførte ophold på Sorø Husholdningsskole kommer den rebelske Elise Tønder Jensen til den konklusion, at det at være hjemmegående hustru, er et dumhedens, uselvstændighedens og afhængighedens hul, hvor hun kan gå og fungere som serviceforanstaltning for vor far, der til gengæld som primærforsørger styrter ud i det pulserende arbejdsliv. En opfattelse hun aldrig senere i livet har fundet anledning til at revidere.
Trods familiens modstand blev hun uddannet som journalist på Roskilde Dagblad, og elskede sit fag. Men ægteskab og i hastig rækkefølge fire børn satte en stopper for karrieren. Lise var på vej ned i hullet, men hun kæmpede bravt imod. Hun skriver om sig selv i den periode, at hun blev smålig, intolerant og misundelig. Desuden begyndte hun at kæderyge af bare kedsomhed.