Ris og roser hænger på træerne

Vagn Lundbyes udgivelser har som regel fået en blandet modtagelse. En lang række kritikere har haft svært ved at sluge det Lundbyeske ”naturreligiøse evangelium” og den til tider meget stramme form.

Hans Hertels anmeldelse af Lundbyes debutroman i Information lød bl.a: ” Sagt helt uden ironi: Det der imponerer i forbindelse med den 33-årige Vagn Lundbyes debutroman – bortset fra Per Kirkebys glimrende omslag – er egentligt at det nystartede forlag H.M. Bergs Forlag, har haft mod til at trykke Signalement, og til at tro at den kan sælges (28 kr.): Det er uforfalsket forlæggeridealisme (….) Lundbye har først som sidst tapetseret bogen med tilsyneladende fuldstændig funktionsløse beskrivelser, side op og side ned, i samme aldeles stilløse stil, lige minutiøst og stilløst, hvad enten det gælder en udgravning, et bilinstrumentbræt, en toilethylde, en altertavle med Jesus i toga eller en asiet med ristet brød og smøreost. Lige bagefter føler man, at skulle man engang i sin alderdom blive spurgt om den kedeligste bog, man havde læst i sit liv, så ville man stadig kunne huske at svare: Vagn Lundbyes ”Signalement” ”.

På Ekstra Bladet kalder Erik Thygesen Signalement for: ” et vægtigt og yderst originalt stykke kunst ”!.

Digte 1977, der er Vagn Lundbyes første digtsamling fik fine anmeldelser, og blev ifølge Danske Digtere i Det 20. Århundrede anset for at være en af 70’ernes bedste digtsamlinger, mens Poul Borum harcelerede: ” OK, så må det siges: Vagn Lundbyes ”Digte 1977” er ikke bare dårlige, de er også prætentiøse og opblæstei”.

Senere følges ris og roser stadig ad. Når JP-anmelderen Jørgen Christian Hansen skriver om Alvidende fortællinger, 1986, lyder det sådan her:

Referater af Vagn Lundbyes fortællinger ville fylde lige så meget som fortællingerne, i sig selv et godt tegn, så tætte er de, så mystificerende for læseren, der får nok at gøre med at følge med, huske, genkalde sig, ligesom når man læser detektivhistorier, for hos Lundbye er der næppe en tilfældigt anbragt detalje

Mens Poul Borum som ved enhver Lundbye-udgivelse benytter lejligheden til spot og hån – denne gang på vers:

"En bondedreng som hedte Vagn/ sa" Fy og Føj til Kjøvenhavn/ og rejste ud med fly og skiv/ for at være dejligt primitiv/og spise af naturens hånd/et helt læs skrøner, myte, ånd/så han med salvelse om mund/ku" fylde os med ”bund” og ”grund”/og blive vældig populær/som selvsmagt indrevisionær ”.

Endelig med samlingen Syv vidnesbyrd om vor Herre Jesu Kristi latter, 1999 blev anmeldelserne nogenlunde enslydende positive og man glæder sig generelt over, at Lundbye har fundet ind til fabulanten og humoristen i sig selv.

Lars Bukdahl kalder Vagn Lundbye for kult og sammenfatter måske hele anmelderkomplekset med følgende ord: ”Vagn Lundbye er et af de mest litteraturbekræftende fænomener, jeg kender på dansk: Han er fuldstændig genstridig i enhver sammenhæng, alt for opbyggelig og anarkistisk og patetisk og humoristisk og litterær og smagløs og stilig og visionær og uhyggelig og forbandet mærkværdig.