Der er mange spor, men kun én kerne i Klaus Lynggaards intense forfatterskab. Skal man finde en fællesnævner for de ni bind tekster, som over 20 år er kommet i stød, snarere end som en jævn strøm, må det blive størrelsen ´lidenskab´. Som lyriker og prosaist er Klaus Lynggaard skiftevis sårbar og ´cool´, men han skriver aldrig for at demonstrere, hvor ligeglad han er, og det er ikke det analytiske instinkt, der ligger ham tættest som kritiker. Her er medleven afgjort hans styrke. I digtene er det et stædigt forsøg på at formulere hjertets rå tale.