Den sidste optegnelse i Fluer og støv er et udmærket udtryk for Lynggaards strategi, når den lykkes bedst. For det første er der poesien, særlig knap og årvågen hér, hvor den klæder sig som prosa: Jeg er ikke færdig med Marokko. Det er hun. Snart er vi færdige med det hele. Der er ro over Antarktis.
For det andet er der den selvfølgelige brug af ideer og billeder fra det store rum af bøger og sange, som digteren naturligt træder frem af. I samme afsnit står: Jeg vil lægge mit sværd og overgive alt, hvis nogen vil fortælle mig, hvor grænsen går. Det er en så godt som ordret oversættelse af fire linjer fra John Cale´s sang Dying On the Vine , men digteren gør dem til sine egne.
For det tredje er der den uimponerede fandenivoldskhed, den anarkistiske humor, med andre ord, som er en rød tråd i hele forfatterskabet og en af dets mest charmerende kvaliteter. Efterhånden som opholdet skrider frem, bliver det i stigende grad med denne lakoniske vinkel på verden, at han skærer gennem stedets ’bullshit’ og holder fast i sin egen virkelighed: Dér, i udkanten af Marrakech, fik jeg en fantastisk lyst til at gå ind i kiosken nede på hjørnet og sige til Egon: "20 queens og 2 tuborg", og så vide lige hvad det koster...
Det er også med denne bekræftelse, denne smilende trods, han tager afsked: Hun er så sød, når hun er glad. Det kræver langt færre muskler at smile. End at være sur. Læste jeg engang på en Tuborgetiket.