De forhadte

Citat
”Jeg var ung og så mig ikke for, da jeg blev forført. Det gør ingen, hvis bare det gøres langsomt og med talent.”
”De forhadte”, s. 94.

I Christian Mørks historiske roman ”De forhadte” (2013) ser den aldrende Kaj Brodersen tilbage på sit ungdomsliv i tiden før, under og efter Anden Verdenskrig, hvor han og resten af familien lod sig forføre til et samarbejde med det tyske naziregime.

Romanen er inddelt i tre store afsnit og er opbygget som en traditionel rammefortælling. Den indledes med, at den 93-årige jeg-fortæller beretter fra nutiden, år 2013, hvor han befinder sig i sin nyligt afdøde søsters lejlighed. Her leder han efter beviser og minder fra den tabuiserede tid i familien – og imens fortæller han deres historie i et langt flashback. Kaj vil påvise familiens ansvar for forbrydelser, der blev begået under krigen. 

50618668

Tilbageblikket indledes i København i 1938, da Kaj er 18 år, og slutter i 1946. Kajs far ernærer sig som en knap så succesfuld skosælger og bliver hurtigt draget af muligheden for et samarbejde med tyske legetøjsfabrikanter – uden at tage stilling til, hvad de nye tyske politiske strømninger står for.

Det begynder med en uskyldig mekanisk legetøjsbil, som vennen og cykelsmeden Gustav har skabt. Den igangsætter drømme hos faren, som vil lave en fabrik og sælge massevis af biler. Det lykkes, og inden længe er hele familien involveret i Broderens Fabrik, der producerer legetøjsbiler. Tyskerne kvitterer med fine fester og en god levestandard. På forretningsrejserne til Berlin møder de højtstående politikere som Goebbels og Göring, men ingen i familien tager for alvor stilling til den politiske virkelighed omkring dem. Og det er denne ikke-tagen-stilling-til, der plager den 93-årige fortæller mest.

Undervejs i flashbacket stikker fortælleren af og til næsen frem med nutidige refleksioner og kommentarer. Han er – jf. romanens titel – forhadt af sig selv, fordi han aldrig sagde fra, og fordi han holdt hånden over faren, selv om denne efter krigen ønskede at blive straffet for sit landsforræderi. Familien Brodersen bliver efter krigen lagt for had af lokalsamfundet og kommer for retten – men detaljerne om samarbejdet med naziregimet går bort. Det er dem, Kaj med denne erindring vil fremkalde før han selv forsvinder.