“De ti herskere,” hviskede Carla. “Meget stor sikkerhed for Venedig i gamle dage. De havde ikke navne og bo bagved slottets mure. Ingen kan se dem. Men de kan altid se dig. Nogle uheldige Farinesi, de ikke slap væk De blev arresteret. Ingen spor.”
Christian Mørk debuterede i 2006 med den femhundrede sider lange spændingsroman ”De ti herskere”, skrevet under indtryk af konspirationsteorierne, som piblede frem efter terrorangrebene på USA den 11. september 2001.
Romanens afsæt er Venedig under pestepidemien Den sorte død i middelalderen. Der stinker af død og forrådnelse fra de forplumrede kanaler. På et lille teater udstiller et skuespillerpar Venedigs fyrste uden at vide, at han sidder forklædt blandt publikum. De havner på hans endeløse dødsliste, og på deres datters fødselsdag dukker hans mænd op og fører dem ud i en ventende ”ravnesort hestevogn”. Datteren kigger ud af vinduet fra sit værelse og ser ”far blive tæsket til han ikke bevægede sig mere”. En af mændene kommer tilbage og kværker hende. I fyrstepaladset bliver moren ydmyget og halshugget. Fyrstens ondskab lever videre i et mystisk broderskab, ”De ti herskere”.
26506522
650 år senere kommer den unge, amerikanske forsker med det forpligtende navn Victor Tallent på dødslisten. Han har netop opfundet en risplante, som kan udrydde hungersnød, men De ti herskere er ikke interesseret i, at hungersnød bliver udryddet, for de har penge i fødevareindustrien og lever af andres død. Victor er i Venedig for at præsentere sin opfindelse på en UNESCO-konference. Han forelsker sig i tolken Arabella, men rundt omkring ham bliver folk myrdet eller forsvinder eller viser sig ikke at være dem, de giver sig ud for. Hans projekt går i vasken. Arabella forsvinder. Han vender tilbage til USA med et knust hjerte og en knust karriere.
De dramatiske hændelser i Venedigs maleriske rammer får konkurrence af sindsoprivende opgør og shoot outs i et privat forskningscenter i Arizonas ørken og en vinterhytte i nærheden af den canadiske grænse. De gotiske indslag, det forgrenede plot, de historiske lag og den klare opdeling mellem gode og onde leder tankerne hen på Dan Browns bestseller ”Da Vinci mysteriet”.
Mørk selv mener, at stemningen i bogen er ”næsten operaagtig” og sammenligner den med manuskriptet til filmen om Mozart ”Amadeus”.
”De … hvem er de usynlige mænd?” Han vidste, at han måtte have det hele nu – armbånd, resten af historien, rub og stub. Men han fornemmede også genkendelsens skarpe signatur. “De ti herskere,” hviskede Carla. “Meget stor sikkerhed for Venedig i gamle dage. De havde ikke navne og bo bagved slottets mure. Ingen kan se dem. Men de kan altid se dig. Nogle uheldige Farinesi, de ikke slap væk De blev arresteret. Ingen spor. Men naboer de hvisker. De sige, at nogen smider en lille pige ned i Canal Grande, ned til lortet, mens hun stadig lever.” Hun drejede på sine hænder og fingre, som om hun pudsede usynlige ringe. “Og så tager de hendes mors smykker, før de hugge hendes hoved af.”