“Buresø-fortællinger” føjer sig til et selskab af hjemstavnsskildringer fra kolleger som Dan Turéll og Klaus Rifbjerg. Titelvalget signalerer, at der er tale om tilvalgt slægtskab; det er næsten svært at sige “Buresø-fortællinger” uden at sige “Vangede-billeder” og “Amagerdigte”.
Plambecks litterære forbilleder tæller forfattere som William Faulkner, Vibeke Grønfeldt, Marcel Proust, Emily Dickinson, J.P. Jacobsen, Sylvia Plath, Pia Juul og Fjodor Dostojevskij. Netop J.P. Jacobsen spiller en rolle i ”Til min søster”, hvor hans ungdomskæreste Anna Michelsen helt konkret får ordet.
Selv er hun blevet sammenlignet med Tove Ditlevsen, Susanne Brøgger og Klaus Rifbjerg af begejstrede anmeldere, og hendes præcise og detaljerede sprogbrug minder mange steder om Hans Otto Jørgensen.
Andre værker om krig er f.eks. Anne-Cathrine Riebnitskys romaner ”Den stjålne vej” (2012) og ”Forbandede yngel” (2013), der har fokus på kvinder i Afghanistan. Henriette E. Møllers roman ”Danskerheld” (2012) handler om en kvindelig soldat fra Randers, der har gjort tjeneste i Irak, og Lars Husums ”Jeg er en hær” fra 2010 beskriver de psykologiske og mentale udfordringer, der følger den hjemvendte. Mikkel Brixvold udgav i 2014 ”Så efterlades alt flæskende”, der er en digtsamling udgivet på baggrund af krigserfaringer.
Om fødsel og moderskab kan man også læse i bl.a. Liv Nimand Duvås ”Mødrenes hus” (2022), Olga Ravns ”Mit arbejde” (2020) og Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn” (1976). Helt konkret om kejsersnit, der er et tilbagevendende motiv i ”Mod midnatssolen”, kan man også læse om i Julie Sten-Knudsens digtsamling ”Syv lag” (2021), hvis titel henviser til de syv lag, lægen skærer igennem ved et kejsersnit for at komme ind til barnet.
Norske Trude Marstein skriver om komplekst skilsmisseliv i ”Egne barn” (2024), hvor kvinden Anja og hendes nye kæreste mødes med hendes eksmand og hans nye kone til en arbejdsweekend i et sommerhus i Sverige, ligesom Monica Isakstuen i ”Raseri” (2019) skriver om både at være træt tvillingemor og være sammenbragt familie. Olga Ravn skriver i ”Celestine” (2015) om at vokse op i sammenbragte familier og om den sorg, der følger med, når familien igen skifter form: ”Min barndom var en meget lang, utrolig befolket ensomhed,” som der står (s. 78).