Karakteristisk for Dy Plambecks stil i hendes første tre bøger er den til tider næsten brovtende og meget mandlige tone. Der lægges ikke fingre imellem med fysiske detaljer eller åndssvage kommentarer, og flere af de beskrevne miljøer er typisk mandeverdener som f.eks. bikerklubben Spitfire i “Gudfar”. I “Buresø-fortællinger” leger fortælleren Mily med en drenget identitet, og faster Lilian er heller ikke (kun) udpræget kvindelig i ”Texas’ rose”. Denne afsøgning af mandefællesskabet fortsætter i ”Mikael”s soldaterverden. Selv fortæller Dy Plambeck i et interview, at hun er tiltrukket af mandlige fællesskaber og er begyndt at gå på jagt sammen med ældre herrer: “Men der opstår jo også et fællesskab om at være ude i naturen og at nyde den mad, man spiser, når man er på jagt. Pludselig finder man sig selv stående i en stiv snestorm på Bonderup Mark og synes, det hele er enormt skønt.” (Carsten Andersen: Outsider-forfatter vil aldrig passe ind i et parcelhus. Politiken, 2011-05-08). Erfaringen af at befinde sig lige på kanten af et fællesskab er gennemgående i Plambecks forfatterskab, der med sympati og nærvær skildrer nogle mildt sagt aparte karakterer.
Denne optagethed af skæve eksistenser stammer fra forfatterens egen oplevelse af ensomhed og at føle sig udenfor: “Jeg synes altid, den har været der, at jeg har haft følelsen af at stå uden for det hele. Måske er det også typisk, at jeg godt kan lide at observere folk og lytte til samtaler imellem dem. Det inspirerer mig nok mere end at læse ti bøger om et emne.” (Carsten Andersen: Outsider-forfatter vil aldrig passe ind i et parcelhus. Politiken, 2011-05-08).
En interesse for det kvindelige udfolder sig særligt i ”Til min søster”, hvor fødsel, moderskab og søsterskab undersøges litterært, og i ”Mod midnatssolen” med dens interesse for livslange, kvindelige venskaber og kvindekroppe forbundet gennem moderskabserfaringen.
Familie er også et centralt tema hos Plambeck, der i ”Mod midnatssolen” belyser de mange komplekse aspekter, der er ved skilsmisse og sammenbragte familier. Hun siger i bogens pressetekst: ”Det er en utopi at tro, at man kan skabe en ny kernefamilie ud af en sammenbragt familie, hvor man også hurtigere kan føle sig hjemløs og usynlig, fordi ens forankring i familien ikke er den samme som i en kernefamilie. Ens rolle skifter hele tiden.” (Pressetekst, ”Mod midnatssolen”).