Karakteristisk for Dy Plambecks stil i de første tre bøger er den til tider næsten brovtende og meget mandlige tone. Der lægges ikke fingre imellem med fysiske detaljer eller åndssvage kommentarer, og flere af de miljøer, Plambeck beskriver, er typisk mandeverdener som f.eks. bikerklubben Spitfire i “Gudfar”. I “Buresø-fortællinger” leger fortælleren Mily med en drenget identitet, og faster Lilian er heller ikke (kun) udpræget kvindelig i ”Texas’ rose”. Selv fortæller Dy Plambeck i et interview, at hun er tiltrukket af mandlige fællesskaber og er begyndt at gå på jagt sammen med ældre herrer. Her kan man finde et fællesskab, der kan være svært at finde andre steder: “Men der opstår jo også et fællesskab om at være ude i naturen og at nyde den mad, man spiser, når man er på jagt. Pludselig finder man sig selv stående i en stiv snestorm på Bonderup Mark og synes, det hele er enormt skønt.” (Carsten Andersen: “Outsider-forfatter vil aldrig passe ind i et parcelhus”. Politiken, 2011-05-08.) Erfaringen af at befinde sig lige på kanten af et fællesskab er gennemgående i Plambecks forfatterskab, der med sympati og nærvær skildrer nogle mildt sagt aparte karakterer. Læseren får et blik ind bag facaden på dem, der ikke altid passer perfekt ind.
Denne optagethed af skæve eksistenser stammer fra forfatterens egen oplevelse af ensomhed og at føle sig udenfor: “Nej, jeg synes altid, den har været der, at jeg har haft følelsen af at stå uden for det hele. Måske er det også typisk, at jeg godt kan lide at observere folk og lytte til samtaler imellem dem. Det inspirerer mig nok mere end at læse ti bøger om et emne. Det gælder de biker-historier, min onkel har fortalt, eller de samtaler, jeg hører i toget. Det gør selvfølgelig også, at der kommer en vis distance til verden, en vis afstand, men sådan er vilkåret”. (Carsten Andersen: “Outsider-forfatter vil aldrig passe ind i et parcelhus”. Politiken, 2011-05-08.) Denne afsøgning af mandefællesskabet fortsætter i ”Mikael”s soldaterverden. Plambeck har formået at overføre historier fra den omkringliggende virkelighed til sine bøger, der sprudler af fortællelyst.
De selvbiografiske anslag, der er i Plambecks værker, har givet anledning til mange spekulationer, men selv fastholder hun, at stoffet til bøgerne er stykket sammen af mange stumper af virkelighed. Der er lidt af hendes egen historie i både “Buresø-fortællinger” og i “Texas’ rose”, men ellers er stoffet hentet alle mulige steder fra: “I køen i Netto, på bænkene ved Peblingesøen og på bodegaen Stue 11”. (Gitte Fangel: “Mellem barndom og ungdom – interview med forfatter Dy Plambeck”. www.litteratursiden.dk).