De første tre romaner af Benn Q. Holm, foregår i København og på hver sin måde skildrer de den søgende, rodløse 80’er-ungdom i storbyen med alt hvad dertil hører af drukture, stoffer, intriger og parforhold. Dette bliver forfatterskabets røde tråd. Debutromanen 'Til verdens ende' fra 1994 er en kærlighedsroman, der handler om en rodløs, københavnsk arkitektstuderende, som forsøger at finde sig selv. Han går i gang med at skrive en roman i stedet for at færdiggøre sit studie, og så forsøger han at vinde den pige, han er forelsket i. Efter “Til verdens ende” følger Benn Q. Holm hurtigt op med romanen 'Mørk' fra 1995, der handler om den fordrukne og usikre journalist Adam Mørk, der kaster sig ud i at efterforske kriminelle forhold i byggebranchen, men uheldigvis kommer til at forelske sig i en byggematadors datter. I 1997 udkom romanen 'Flugtens tid', der lige som “Mørk” er bygget op omkring en kriminalintrige. “Flugtens tid” foregår i modsætning til de to foregående værker ikke kun i København. Hovedpersonen, den 30-årige forfatter in spe, Michael Carlsen, kommer nemlig vidt omkring i Europa i forsøget på at finde sig selv. En rejse, der er kommet i stand, efter at hans kæreste Monica indleder et forhold til hans barndomsven, Boris Shapiro.
I både “Mørk” og i “Flugtens tid” spiller fodboldklubben FCK en vigtig rolle. Blandt andet svarer journalisten Adam Mørk i “Mørk”, da han bliver anklaget for ikke at have en sag at leve for, at han da holder med FCK. Således slås endnu et vigtigt tema i forfatterskabet an, der får en endnu mere central plads i efterfølgeren 'Hafnia Punk': F.C. København.