Københavns mysterier

Citat
“Som jeg gik gennem gaderne, kunne jeg have tegnet et kort over mit liv: dér voksede jeg op, dér gik jeg i skole, dér boede min første kærlighed osv. Men jeg kunne også have tegnet et skyggekort: I den gade havde jeg aldrig kendt nogen, i den park havde jeg aldrig siddet og holdt en pige i hånden, på det hotel havde jeg aldrig overnattet (men hvor mange har egentlig boet på hotel i deres egen by?).”
“Københavns mysterier”, s. 300.

En ærke flanørroman kalder Benn Q. Holm "Københavns mysterier" fra 2008. Den foregår i København og har tre fortælleplaner. Det ene af dem følger arkitekten Paul, der har mistet sin søn ved en brandulykke, hvorefter hans kone gik fra ham. Derefter styrtede resten af hans verden i grus på grund af skyldfølelse, fordi han havde efterladt sin søn alene hjemme, da branden brød ud. Indtil ulykken indtraf havde han levet et velbjærget liv i Nordsjælland. Nu lever han en isoleret tilværelse i København, og hver nat besøger han sin søns grav på Assistens Kirkegård på Nørrebro, hvor han fortæller om dagens hændelser og om livet sammen med drengens mor frem til det punkt, hvor branden opstod, og drengen i en alder af 10 år bliver udskiftet med en sten på kirkegården.

27738281

Det andet plan følger forfatteren Q, som reflekterer over sit nyeste romanprojekt, mens han lever et almindeligt borgerligt liv som ægtemand og familiefar og strejfer omkring i Københavns gader. Her passerer han tilfældigt Paul, som allerhelst vil gemme sig væk på sit arbejdsværelse med sine smøger og sine sjusser, men familielivet bryder hele tiden ind. Især da hans kone gennemgår en kompliceret fødsel.

Det sidste plan er en række avisklummer med titlen Københavns mysterier af en skribent, som kalder sig Max Urban. Klummerne beretter om københavnske steder og historier og om aktuelle politiske problemstillinger som Muhammedtegningerne. Q læser klummerne med stor interesse.

En direkte kontakt mellem de tre personer, som følges i fortælleplanerne, finder aldrig sted. De lever hver deres liv side om side i byen. Et vigtigt element i historien er, at hvor Paul lever i fortiden og ikke formår at skue fremad, fordi han ikke har mere at leve for end sin fortælling til sin døde søn, så er Q konstant optaget af fremtiden og af at få skabt tid til at arbejde. Ifølge Benn Q. Holm selv, er Q et selvportræt, hvor han udleverer sig selv og udstiller sin monotone og uglamorøse tilværelse som forfatter. “Det er faktisk tænkt som et polemisk indlæg imod tidens tendens til, at folk udstiller alt fra soveværelser til sexlegetøj”, siger Benn Q. Holm om bogen (Berit Holbek Jensen: “Alt det vi skal nå”. Fyens Stiftstidende, 2008-05-11).