Benn Q. Holms forfatterskab er først og fremmest blevet sammenlignet med Jan Sonnergaard (1963-2016 ) og Tom Kristensen (1893-1974). Ligesom Jan Sonnergaard skriver Benn Q. Holm sig nemlig ind i den fornyelse af realismen, der fandt sted i 1990’erne i Danmark, hvor københavneres liv skildres detaljeret i et enkelt og direkte sprog med en melankolsk klangbund. Dog har Jan Sonnergaards bøger et mere bredt fokus på alle samfundsgrupper, mens Benn Q. Holm holder sit fokus stramt på helt almindelige middelklassemennesker, der hverken har for lidt eller for meget.
Den opløsning af hovedpersonernes længsler og liv, der finder sted i Benn Q. Holms forfatterskab, trækker tydelige tråde tilbage til Tom Kristensens Ole Jastrau i romanen "Hærværk". Dog bliver Benn Q. Holm aldrig helt så dramatisk, og hans hovedpersoner vælger ikke selvdestruktionen, sådan som Ole Jastrau gør det. I stedet slår de sig ofte til tåls.
Selv fortæller Benn Q. Holm, at han er inspireret af forfattere som Orhan Pamuk og Georges Perec, men at han føler sig mere forbundet med den skandinaviske melankoli og af hovedpersoner herfra såsom Henrik Pontoppidans karakter Lykke-Per, Tom Kristensens Ole Jastrau, Jacob Paludans Jørgen Stein og J. P. Jacobsens "Niels Lyhne", som han betegner som nederlagets mænd. Andre væsentlige forfattere, Benn Q. Holm må være inspireret af, er den amerikanske Paul Auster og hans "New York-trilogi". I New York-trilogien såvel som i Benn Q. Holms værker skildres storbymennesket som flanører, der bevæger sig rundt i byens mysteriefyldte rum uden at have et egentligt mål for dagen eller for livet som sådan.