Kort over Paradis

Citat
“Med femogtredive år, fem fremmedsprog og to tusind års kulturhistorie bag mig var jeg endt nøjagtig der, hvor jeg ikke ville hen. Det var, som om Gud ville straffe mig for at stræbe efter Insel Verlag og ydmyge mig med tilbudsannoncer. Så kunne jeg lære det!”
“Kort over Paradis”, s. 378.

12 år, et nervesammenbrud, tre års nattesøvn og synet på det ene øje skulle det koste Knud Romer at samle stafetten op efter “Den som blinker er bange for døden” (Sarah Skarum: “Det svære er det normale liv”. Berlingske Tidende, 2018-06-02). Ud af trængslerne kom romanen “Kort over Paradis”, som samler trådene fra debutbogen og følger Knud ind i voksenlivet i København. 

54203608

Knud har forladt Falster, og foran ham venter det store gennembrud: At udkomme på det velrenommerede tyske forlag Insel Verlag og blive en del af den litterære kanon. Han lader sig indskrive på litteraturvidenskab på Københavns Universitet og tiden går, men det store gennembrud lader vente på sig, og han går lige så stille i hundene. I en alder af 35 år er katastrofen total. Knud finder sig selv arbejdsløs, alkoholiseret og hjemløs, hvor det eneste han har opnået, siden han flyttede hjemmefra, er at lænse sin forældre for penge og velvilje. Ved et lykketræf ender han i et reklamebureau og med en rolle i Lars von Triers “Idioterne”. Men trods medgang fortsætter derouten, idet han blot skifter hashen og alkoholen ud med kilometervis af kokain.

Under hele miseren fornemmer man skammen og fornedrelsen over ikke at slå til og samvittighedskvalerne over at være en elendig søn, men ikke en gang Knuds fars tiltagende demenssygdom synes at kunne vække Romer og redde ham fra det totale sammenbrud.
“Kort over Paradis” er Romers personlige coming of age-fortælling, som samtidig fungerer som en slags bodsgang over de prøvelser, han har budt sine forældre. Den personlige beretning spejles endvidere sideløbende igennem en parallel tredjepersonsfortælling, som beretter om Knuds russisk-amerikanske penneven M’s opvækst som søn af en CIA-spion i 1970’ernes Mellemøsten. 

De to hovedspor flankeres desuden af forskellige mere eller mindre absurde og komiske ekskursioner med udgangspunkt i materiale fra blandt andet Romers aldrig færdiggjorte speciale om Paris’ kloaksystem. Netop derfor kan “Kort over Paradis” også betegnes som et kludetæppe af fortællinger, der frem for alt understreger Romers forkærlighed for at forklare mennesket igennem kuriøse og skæve genspejlinger og fænomener.

Knud Romer læser op fra “Kort over Paradis”