Baggrund

I starten af 1940’erne lå der på en bogtrykkers kontor i København fire tykke ringbind med digte. De fandtes kun i denne ene udgave. Bogtrykkeriet lå lige ved siden af Burmeister & Wain og Sukkerfabrikken. En dag blev værftet bombet og Sukkerfabrikken brændte. Fra Knippelsbro så den unge mand Ole Sarvig, at ilden havde bredt sig til bogtrykkeriet, og en lang nat lå han og forstod ikke rigtig meningen med det hele. Skæbnen ville dog, at en af trykkerens medarbejdere, som var meget interesseret i digte, dagen forinden havde taget Sarvigs fire ringbind med hjem for at læse i dem. Dermed reddede han, hvad der efterfølgende skulle blive en milepæl i dansk lyrik, nemlig Ole Sarvigs to første digtsamlinger ”Grønne digte” og ”Jeghuset.”

Ole Sarvig blev født i København og endte også sit liv her. I årene mellem sin fødsel og død nåede han dog at bo i Spanien, Norge, Frankrig, Skotland og Irland. Derudover rejste han i blandt andet USSR, de baltiske lande og Italien. På sine rejser opsøgte han ikke andre kunstnere – som det ellers er kutyme – men derimod ”virkelige” mennesker, og han har siden udtalt: ”Jeg er en bevidsthed, som søger skæbne og legemlighed og er meget taknemmelig, når jeg finder dem” (Poul Borum: ”Samtale med Ole Sarvig”, s. 58). De mange rejser kom, sammen med en udogmatisk kristen tro, der fulgte Sarvig livet igennem, til at spille en stor rolle i forfatterskabet. Det samme gjorde byen og den moderne malerkunst.

Sarvig voksede op på Nørrebro, og som barn blev han taget med på et hav af kunstmuseer. Hans far malede selv som ung, og hans onkel Edvard Sarvig var en dygtig landskabsmaler. Fra 1940-45 studerede Ole Sarvig kunsthistorie ved Københavns Universitet, og som ung færdedes han i gruppen omkring de spontane abstraktister. Han var altså, som han selv formulerer det, vant til lugten af terpentin. Lugten af blæk var dog ikke ligeså almindelig i hans nærmiljø, og da han engang ønskede sig en bog af digteren Poul La Cour, vakte det opsigt: ”Jeg ønskede mig til en familiejul den bog, der hed ”Alt Kræver Jeg,” og da det ikke var et – om jeg så må sige – litterært miljø, jeg voksede op i, så vakte det nogen forundring, man advarede mig endda og fortalte mig, at bogen var på vers, og at jeg kunne få den byttet, hvis jeg ønskede det” (Poul Borum: ”Samtale med Ole Sarvig”, s. 14). Sarvig byttede dog ikke bogen, men blev selv en del af litteraturens verden, og kom gennem sin karriere også i berøring med en lang række andre kunstneriske udtryksformer og medier.

Fra 1950-53 fungerede han som kunstkritiker for Information, og han udgav derudover en bog om Edvard Munchs grafik samt ”Krisens billedbog” om den moderne malerkunst. Herefter var han redaktionssekretær og kunstkonsulent ved DR’s fjernsynsafdeling, og i Holstebro kom han til at arbejde med eksperimenterende teater. Først og sidst var han dog digter, og i 1967 modtog han Det danske Akademis Store Pris. Han var sammen med kolleger som Ole Wivel, Martin A. Hansen, Frank Jæger og Thorkild Bjørnvig desuden en vigtig figur i kredsen omkring det litterære tidsskrift Heretica, om end hans tilknytning aldrig blev helt uforbeholden.  

Ole Sarvig nåede at være gift flere gange, og ægteskabet med hans sidste hustru Helen Aileen Sarvig (født Dewell) varede fra 1962 til Helens død i 1980. Året efter begik Ole Sarvig selvmord.