Grønne digte

Som ganske ung mand, slår Ole Sarvig med sin debut ”Grønne digte” (1943) en tone an, som med enkelte modifikationer holder sig forfatterskabet ud. Han tager fat i livets grundlæggende tematikker og arbejder ud fra kunstens og erkendelsens allermest basale dimensioner – tiden og rummet. Tiden er det tyvende århundredes midte, stedet efterkrigstiden Europa.

Sarvig var stadig i begyndelsen af tyverne, da ”Grønne digte” udkom. Alligevel rummer digtene en moden eftertænksomhed og fornemmelse for tidens angstfulde uvished, som de fleste digtere selv i deres modne år aldrig opnår. Samlingen er inddelt i to dele, og især i den første gælder det, at digtene er organiske i deres inddragelse af naturen. Samtidig rummer de dog civilisationens trussel og en følelse af, at noget gærer under overfladen og når som helst kan bryde frem: ”Døden i løvets farver / stemmer min ånd til salme”. Sådan lyder det dystert profetisk i de første linjer af ”Oktoberevangelium”, og siden hedder det: ”Det var en ældet verden, / drengen kom for at finde, / saltet med sne, og en stank af urin / og pisket af kolde vinde”. Det ligger lige for at læse drengen som Jesus, der skal frelse en falden menneskehed. Verden er ikke længere ung, med ældet og besudlet af menneskenes efterladenskaber. De følgende strofer rummer forventningen om noget nyt, og senere fortæller digterjeget om bjerge af aske og de enkelte mennesker, der er blevet tilbage efter den gamle verdens undergang. I sidste strofe lyder det endelig udfriende: ”Atter lyser en morgen, / en af oktobers dage, / over den levende, søgende rest, / der i dag er blevet tilbage”. Naturen fungerer i digtet som katalysator for og ramme om en storladen besyngelse af den kristne mytologi. Skabelse, undergang og genfødsel rummes i digtet, og efteråret bliver et varsel om altings snarlige død. Men ligesom efteråret og vinteren efterfølges af foråret og planternes spirende ”genfødsel”, indeholder den kristne mytologi også menneskets og jordens genfødsel efter dommedag. Ifølge Sarvig befinder efterkrigstidens mennesker sig i verdens efterår, men ligesom årets cyklus konstant fornyer sig selv, opstår der også en ny verden oven på resterne af den gamle. I forbindelse med Sarvig er det centralt, at krisen og dens løsning både gælder kollektivt og individuelt. Naturens spiring og forfald spejler både det enkelte individ og civilisationen som sådan. Den indre verden og den ydre.  

I samlingens anden del indgår naturen stadig i høj grad. Men dens funktion er blevet en anden, i og med at krigens rædsler nu er brudt igennem til overfladen, og har besjælet naturen med sin diabolske ånd: ”Forspildtheds marker. / Tusindtalsvækster og tidselskove / tilbage gennem Europa / i tiden. / Tidslernes høje pagoder, / hvor slægt på slægt gik i frø / i Lucifers blomstring”.

Satan og ikke Kristus hersker i øjeblikket, og menneskene spreder hans ånd. Fokus er på den øjeblikkelige destruktion og ikke på den fremtidige frelse. Helt konkret optræder ordene krig og blod med langt større hyppighed i samlingens anden del end i første, og symbolikken viger af og til for konkrete rædsler: ”En fædreflok er ulykkelig, / for sønner bløder i fædres krig” (Fra ”Fædrefrø”, ”Grønne digte). Digtene er stadig symbolske, men af og til tvinger virkelighedens rædsler digtene til at lade virkelighedsnære billeder trænge op til overfladen.