I 2018 udkom Jens Smærup Sørensens selvbiografiske fortælling om hans liv og tid. Bogen ”Jens” med undertitlen ”En fortælling” starter med en barnedåb i sommeren 1946 og skildrer herefter en barndom i en afsides landsby ved Limfjorden for en dreng, som til sine forældres store forbløffelse ikke interesserer sig for landbrugsarbejdet, men derimod søger mod bøgernes verden: ”Til min fars oprigtige undren – begyndte (jeg) at foretrække livet blandt indianere og sørøvere frem for stilfærdige sysler som at feje og strø sand på midtergangen i kostalden. Han forstod heller aldrig, hvordan jeg kunne lade hånt om alt hvad det i mit virkelige liv kom an på, til fordel for – med en bog i hånden – at krybe om bord på en undervandsbåd.” (s. 26).
54627726
Drengen fra bondegården i Staun bevæger sig da også væk fra sine forældres verden mod universitetet, et liv som forfatter tilknyttet forlaget Arena og et længere udlandsophold i Luxembourg. Et ophold væk fra Danmark, der i skildringen af hjemkomsten til fædrelandet også leder til politiske pointer om bl.a. en ny nationalismes fremhævelse af relativt få muslimske tilflytteres påvirkning af den såkaldte sammenhængskraft: ”Jeg er så i øvrigt ikke i tvivl om at de globale folkevandringer vil fortsætte, og at vi må indstille os på at bruge væsentligt mere af vores rigdom – både her og der – for at vi ikke skal miste meget mere.” (s. 147).
Med sin titel og undertitel markerer Smærup Sørensen, at der både er tale om en erindringsbog og om fiktion. Han kalder den også en mindetro fortælling og understreger hermed, at den er tro mod hans erindring om de givne begivenheder, som også kan anskues anderledes fra et andet menneskes perspektiv.
I ”Jens” er der tale om en jeg-fortæller, som gør op med sit ophav, men som også samtidig har en oplevelse af fortsat at være så rundet af sin opvækst, at den bliver en vigtig del af forfattergerningen. Ligesom i resten af forfatterskabet er et af omdrejningspunkterne erindringen om det gamle bondesamfund, dets forsvinden og en erkendelse af både det frigørende ved det nye, og det der gik tabt i processen mod det moderne.