Jens Smærup Sørensen debuterede i 1971 med digtsamlingen “Udvikling til fremtiden”, og senere samme årti udgav han novellesamlingen “13 stykker af en drøm” (1976). Samlingen er sat sammen af mange forskellige dele. Den indeholder bl.a. næsten realistiske landbofortællinger om en drengs oplevelser og fantasier, den dag en malkemaskine ankommer til gården, og historien om Lena, som sammen med sin bedstefar finder en kvie, der sidder fast i mudderet. Men den indeholder også en langt mere abstrakt og science fiction-agtig fortælling om en politisk forkvakling af verden og en underholdende privatlivsgyser med titlen “Vi to”.
24215008
Et af omdrejningspunkterne i “Vi to” er den velkendte litterære figur dobbeltgængeren. Novellens jegfortæller skal have besøg af en kæreste, der ellers har forladt ham. I en surrealistisk spejlscene oplever han, hvor spaltet han er. Med sine hænder kan han mærke, at hans ansigtsudtryk er et ganske andet, end det spejlet gengiver. Det viser sig hurtigt, at der findes to udgaver af jeget, som er hinandens diametrale modsætninger, og i sidste ende dræber den kolde og effektive udgave af jeget den mere forvirrende og emotionelle. I den for så vidt tragikomiske slutning følger jeget kvinden ud, og det hedder: “Jeg kunne også have grædt, for jeg vidste nu bedre end nogensinde før, at vi to ville have fået det godt sammen. Virkelig godt. Der var intet at gøre.” (“Noveller”, s. 14). Der er noget på en gang udstillende og forsonende over novellen, hvis karakterskildring nærmer sig karikaturens i de to næsten stereotype udgaver af jeget. Et andet kendetegn er Smærup Sørensens evne til at lade fremstillingsmåden variere, alt efter hvilket filter begivenhederne ses igennem. Det kommer bl.a. til udtryk i de meget forskellige fortællere, som optræder i samlingens noveller.
Disse tidlige noveller er både beskrivende og legende, og de indskriver sig i en eksperimenterende modernistisk tradition. Novellerne forholder sig konstaterende og analyserende til sit persongalleri uden nogen henvisning til sociale årsagsforklaringer på figurernes reaktioner. Teksterne er desuden båret af en bevidsthed om deres egen sproglighed og en afprøvning af forskellige kompositionsteknikker. Fremstillingen varierer, da det er den måde, sproget kan tale om virkeligheden på uden at udtrykke et fyldestgørende billede. I en kaotisk og fragmentarisk verden findes der ikke én men mange forskellige virkeligheder: “Sproget danner fiktioner. Det danner illusoriske verdener, som kan antages for at være virkelighed. Små delverdener, som har funktionsduelighed inden for nogle bestemte rammer, men som er fortrængninger af en hel masse andre mulige verdener, og som er fulde af huller og sprækker”. (Erik Skyum-Nielsen: “Modsprogets proces”, s. 194).