Vi var unge og energiske og fulde af dynamik, og der stod malet friskfyr i ansigtet på os. Nu skulle der kraftedeme stjæles!”
Jan Sonnergaard er født 1963 i København, men voksede op i Virum i en familie, han selv har beskrevet som “sådan noget øvre middelklasse med et fint parcelhus”. I 1982 flyttede Jan Sonnergaard til København. Han var blevet færdig som student og havde arvet nogle penge, som var nok til at købe en ejerlejlighed i centrum. Han begyndte at læse på Københavns Universitet, og nogle år efter kom han ud i den anden ende som cand.mag. i litteraturvidenskab og filosofi. Opholdet på universitetet gav ham dog primært “en stor lede ved institutioner og en dyb overbevisning om, at jeg aldrig nogensinde skulle have et job,” som han udtrykte det i et interview i 2009 (“Jeg var forfatter før jeg begyndte at skrive”. videointerview i Information, 2009-11-03). Selv mener han at have fået mest ud af sit et-årige studieophold på Freie Universität i Berlin 1991-92, et ophold, der danner baggrund for den senere novelle “Spøgelset på Ottmachauer Steig” fra novellesamlingen “Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen” (2003).
Jan Sonnergaard debuterede med novellen “Imitation af Lacoste” i Borgens antologi “Begyndelser 1990” og bidrog senere med noveller til tidsskriftet Ildfisken. Hans første selvstændige udgivelse er novellesamlingen “Radiator” (1997) som, helt uhørt for en novellesamling, både blev kritikerrost og blev en salgssucces. “Radiator” placerede hurtigt Sonnergaard på det hjemlige, litterære landkort og gav ham samtidig en medieplatform, hvorfra han begyndte at ytre sig i samfundsdebatten.
Siden har han ofte skrevet artikler og kronikker til danske dagblade som Weekendavisen og Information og blandet sig i debatten om det kyniske forbrugersamfund, der forviser en stor del af sine borgere til social udstødelse. På baggrund af sine egne erfaringer som studerende, mener han også en hel del om universitetet og det hierarki, der eksisterer der. Mest blander han sig dog i debatten om litteratur, hvor han ofte har lagt sig ud med det litterære parnas herhjemme. For eksempel har han ikke meget til overs for Forfatterskolen: “Hvorfor skulle jeg opholde mig to år sammen med andre, der også vil skrive bøger. Det er da virkelig naivt. Jeg kunne formentlig blive bedre af at være brandmand i et halvt år, derefter telefonmand på et bordel i et halvt år og pudse motorcykler for HA i et tredje halvår og derefter tage resten af tiden til Island. Nu har jeg selv skrevet tre bøger og et teaterstykke, og det er da en evig kamp.” (Carsten Andersen: “Han er stadig bange for Jan Sonnergaard” Interview i Politiken, 2006-07-23).