Jan Sonnergaards debut, “Radiator” (1997), består af 10 noveller, der genremæssigt spænder vidt. Fælles for dem er dog, at de indeholder et persongalleri, som på den ene eller anden vis er marginaliseret af samfundet. Unge arbejdsløse på bistandshjælp, kriminelle, alkoholikere og i det hele taget mennesker på randen af fallit.
Mindst to af novellerne foregår i Nordvest-kvarteret i København, “Immatrikuleret 1.9.1982, spøgelse” og “NETTO og fakta”, der begge omhandler arbejdsløshedens ørkesløshed. Jeg-fortælleren i førstnævnte novelle afslutter sine 15-års studier med et luset 6-tal for sit speciale, og det bliver startskuddet på en tur ned ad en tåget memory lane, der først fører ham ud på KUA og senere ud i en smertende erindring om den eneste gode ven, han har haft, Henriette – en af de studiekammerater, der bukkede under undervejs.
22195034
Fælles for alle novellerne i samlingen gælder, at hovedpersonen er en mand, der på et eller andet tidspunkt undervejs har knækket halsen, taget en detour eller ganske enkelt er halvvejs druknet i alkohol, og som i en blanding af aggressiv paranoia og storhedsvanvid er blevet afsondret fra samfundet. Fortællingerne præges af realistiske miljøskildringer med mange genkendelige detaljer og benævnelse af hverdagsting, men samtidig brydes realismen ofte. Enten på grund af en nærmest gotisk drejning, som i novellen “Lotte”, hvor man oplever historien gennem en garvet bartenders syn på stamkunderne og deres intriger, men hvor den underskønne titelperson Lotte pludselig viser sig for længst at være død. Eller på grund af utroværdige fortællere som i novellen “Polterabend”, hvor en stadigt mere mistænkelig observatør er den, der fortæller historien.
Sonnergaard siger om titlen, at den “har konnotationer til den tyske elektropopkvartet, Kraftwerk; en gruppe, der altid orienterer sig mod ting og fænomener fra sin samtid. (…) Jeg har forsøgt det samme i min bog. At skrive om et polterabend. Om et butikstyveri. Om one nights stands.” (Information, 1997-12-10).
Samtidig refererer titlen til en verserende litteraturdebat i halvfemsernes Danmark, da titlen kan ses som en reaktion på en bemærkning fra digter og daværende forfatterskolerektor Niels Frank om, at man ikke kan skrive et digt, hvori ordet radiator indgår.