Vladimir Sorokin udgav i 2010 romanen ”Metel” (”Snestormen”, 2012), der i et nært slægtskab med Lev Tolstojs ”Herre og tjener” er fortællingen om distriktslægen Platon Garin og brødkusken Kozma, kaldet Perkhusja. Det er streng vinter, og lægen har et uopsætteligt ærinde i den afsidesliggende by Dolgoje, hvor han skal vaccinere mod en dødelig pest, der er kommet fra Bolivia. De drager af sted på den lange færd gennem snestorm i kuskens selvkører, der har 50 dværgheste til at trække vognen.
På deres vej møder de uforudsete forhindringer som mystiske glaspyramider, der ligger gemt i sneen, en vodkadød kæmpe og en gigantisk snemand med en trætyk fallos strittende ud i luften. Den første nat tilbringer de først af nød, siden af lyst hos en møller, der har størrelse som en samovar, og hans frodige kone, der vækker lægens kødelige begær. Næste aften møder de nogle nomader, såkaldte vitaminesere, der introducerer lægen til glaspyramiden. Når man varmer pyramiden op, skabes et hallucinerende rum, hvori lægen tror sig fastspændt til en kedel fuld af kogende olie. Efter hallucinationen er lægen livsglad og euforisk over alle verdens muligheder. Hvilke ikke er mange, når det er frostvejr, snestorm og nat, og selvkøreren igen er røget i grøften.
29331278
Handlingen strækker sig over to dages køretur i snestorm, så målet for fortællingen er ikke at komme frem, men at være undervejs. Romanens tid ligner i første omgang russisk landboliv i 1800-tallet, men f.eks. en radiomodtager med hologram, selvkøreren og tubepasta, der kan rejse et filttelt på sekunder, peger på en ikke defineret fremtid, hvor det f.eks. kun er de rige forundt at have benzin. I romanens efterord tidssættes den til 2030’erne, og blandingen af landlig realisme og sci-fi-elementer forekommer helt naturlig i fortællingen.
Der er et skel mellem lægen og det jævne folk, som han er sat til at hjælpe – og uden hvis hjælp han ikke havde overlevet. Lægen og kusken er fuldstændig afhængige af hinanden i sneen, og den opstillede magtbalance forrykkes hele tiden. Der henvises flere gange til Herskeren, og man forstår på gennemgangen af de tre statslige radiokanaler, at der er en seriøs styring med landet. Ingen af de politiske kommentarer er udfoldede, men ligger under fortællingens snedækkede overflade.