Sorokins forfatterskab afspejler de sidste tredive års politiske og kulturelle udvikling i Rusland. Det begyndte i opposition til Sovjetstaten i et opgør med dens æstetik, sprog og propaganda. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1990’erne var det karakteriseret ved et kompromisløst opgør med sovjettidens hykleri, tabuer og fortrængninger samt en søgen efter en ny mening i den posttotalitære virkelighed. Og i de seneste værker, heriblandt ”En opritjniks dag”, hudfletter Sorokin Putins Rusland og advarer mod den totalitære ideologis genkomst.
Sorokin blotlægger ikke kun ideologier, men også litteraturens indre mekanismer og virkemidler ved at lege med stil og genre. Han har i den forbindelse udtrykt i et interview, at han ikke opfatter sig selv som forfatter i konventionel forstand. ”I modsætning til rigtige forfattere kan jeg ikke blive genkendt på min stil, fordi jeg ikke har min egen stil ” (Interview med Sally Laird, Voices of Russian literature: Interviews with Ten Contemporary Writers, side 161)
Sorokins opfattelse af sin rolle som imitator bunder i hans udgangspunkt som konceptkunstner i Sots Art bevægelsen i den sovjetiske undergrund i 1970’erne og 1980’erne. Sots Art var en sovjetisk pendant til den amerikanske Pop Art, der opstod som reaktion på den kommercielle massekultur, hvor eksempelvis Andy Warhol brugte reklamens klicheer i sin kunst. Inden for Sots Art var det ikke forbrugerismen, men sovjetideologiens sprog og æstetik, der blev afdækket og udstillet ved at bruge selv samme æstetik i en ny og overraskende sammenhæng.
Sorokin har fra begyndelsen af sit forfatterskab udviklet en chokteknik, hvor han leger med læserens forventning. Han lægger sig minutiøst op ad en kendt konventionel stil. Det være sig den socialistiske realisme, der var Sovjetunionens officielle litterære genre, eller den klassiske russiske 1800-tals roman. Derefter sønderriver han den verden, han møjsomt har skabt, ved at lade den eksplodere i vold og kaos. Dette ses f.eks. i romanen ”Roman” (1994), der er skrevet i karakteristisk 1800-tals prosa. Her opbygges en velkendt landlig romantisk idyl, som brutalt rives i stykker, da titelpersonen Roman over 300 sider henne i romanen pludselig slår alle landsbybeboerne ihjel med en økse og tildækker kirken med deres lig.
Denne absurde og groteske vold optræder hyppigt i Sorokins forfatterskab, der byder på detaljerede beskrivelser af vold, voldtægt og lemlæstelse. Volden kan fortolkes som en afspejling af og reaktion på en voldelig fortid præget af massedrab og tortur under Sovjetstaten og en samtid præget af en opløsning af alle værdier. Volden synes dog også at fungere på et eksistentielt plan, hvor den synliggør menneskets lidelsesfulde forankring i kroppen og forsøg på at undslippe denne. Kroppen i alle dens afskygninger står som et centralt tema hos Sorokin, der udpenslende beskriver alle aspekter af den kropslige tilværelse.
Sorokin har vakt stor forargelse på grund af sin provokerende stil og kontroversielle temaer, men insisterer på at alt er tilladt i litteraturens verden, som han har udtrykt det i et interview.
“Jeg skelner altid mellem det etiske og det æstetiske. I den æstetiske sfære er alting tilladt, især fordi langt fra alting er tilladt i livet som sådan. Det jeg tillader i litteraturen, ville jeg aldrig tillade i det virkelige liv, men der er ikke noget modsætningsforhold i det for mig, hvad læseren end måtte tænke. Der er ikke noget problem med moral i litteraturen, fordi moralen slutter uden for vores krops grænser, den slutter så at sige hvor vores hænder ender. Der begynder der et andet rum. Litteraturen i sig selv er livløs. Det er jo bare papir. Den kan ikke gøre dig noget” (Interview med Sally Laird, Voices of Russian literature: Interviews with Ten Contemporary Writers, s. 159).