Carl Erik Martin Soya blev født i København i 1896. Hans far var kunstmaler og professor ved Kunstakademiet, så det blev en barndom i det bedre borgerskabs beskyttede cirkler. Opvæksten i årene omkring århundredskiftet falder sammen med højdepunktet for og de sidste faser af den såkaldte klunketid. Det prægede Soya afgørende, og det spiller en væsentlig rolle i forfatterskabet. Det forklarer måske også, hvorfor provokationen og afsløringen og udstillingen af hykleri og dobbeltmoral kom til at spille så stor en rolle gennem hele forfatterskabet.
For Soya var hykleriet nemlig det, der først og fremmest definerer klunketiden. Det at man forsøger at dække over en skjult virkelighed ved at opretholde en facade overfor omverdenen. Klunketidens stil var det vulgære og overpyntede, stuk og frynser. Det var ikke bare et spørgsmål om stil og mode, men også et forsøg på at skjule en virkelighed, man ikke ønskede at se i øjnene. Ikke mindst på det moralske område, hvor man ikke ville vide af drifter og instinkter.
Det er en beskrivelse, vi kender igen fra flere andre forfattere, der har skrevet deres erindringer fra perioden, bl.a. Otto Rungs fremragende Fra min klunketid (1942) og Benjamin Christensens noget mere overfladiske Midt i en klunketid (1955). Soyas beskrivelse af klunketidens dobbeltmoral og skinhellige borgerskab findes i to af hans mest berømte og holdbare værker, Min farmors hus (1943) og Sytten (1953-54).