Soya var en uhyre produktiv forfatter indenfor snart sagt enhver genre. Ud over dramatik, noveller, romaner og erindringer skrev han også journalistik, anmeldelser, lyrik, børnebøger, librettoer, aforismer og pjecer. Med sit forlag havde han en aftale om, at de i al fald skulle udsende tre bøger af ham om året.
Den store produktion er nok en af årsagerne til, at så forholdsvist lidt har haft evnen til at blive stående. “Hvis du synes, det er noget skidt, skal du bare sige til, så lader vi være med at udgive det,” sagde Soya til sin forlægger Jarl Borgen. “Men det nænnede jeg aldrig,” fortæller Borgen i sine erindringer Forlæggersnak (1998), “skønt der måske nok havde været grund til at vende tommelen ned et par gange.”
Men den vigtigste årsag til, at forfatterskabet ikke i dag læses i tilnærmelsesvist samme omfang, som i dets egen tid, skal nok findes i de øvrige samfundsændringer. Soyas afsentimentalisering af barndommen i Min farmors hus gjorde, at han blev læst i hele Norden. Og hans åbenhjertighed på det seksuelle område i Sytten medførte, at han blev opfattet som provokerende af sin samtid. I dag giver kritikken af den hykleriske seksualmoral ikke anledning til mange løftede øjenbryn. Men i sine bedste værker er Soya fortsat så levende som nogen sinde, fordi deres ærinde ikke udelukkende er provokationen.